Hvad skete der med hende her? By vs. provins

Der er sket noget...løbet en del vand under broen, en ordentlig flok fugle er lettet fra taget, bilen har misten glansen i lakken eller hvad man nu kan kalde det... Man kunne måske også bare konkludere, at jeg er blevet mor.

Jeg har aldrig været vild og uansvarlig, det vil vist selv min far skrive under på, men jeg har festet en del. Som i EN DEL. Særligt da jeg var guide i Alanya....ppppphhhew - dér fik den godt nok én over nakken... Til gengæld begyndte jeg først at drikke alkohol, da jeg var 24 - tro det eller ej. Og jeg har aldrig røget en smøg i mit liv, eller hvad der ellers kan findes på at futtes af i en sådan.
Til gengæld har jeg på én aften brækket mig ud over tre af fire af Robin Hoods toiletter i Alanya, med en veninde der måtte holde mit hår, været så fuld på den første pub crawl jeg var guide på, at jeg måtte køres hjem bagpå en scooter - og faldt i søvn, og nær trimlede af. Og mange andre historier, der er sjove at tænke på (nu), men måske ikke så læser venlige, ha ha...

              

 I byen som ung pædagog studerende....og faktisk aftenen hvor jeg fik min første tår af en drink....

Jeg kan godt savne det. Lidt. Nogle dage meget. Jeg begriber simpelthen ikke de mødre der med et suk og et tilfreds smil konkluderer "Jeg kan slet ikke huske hvad jeg lavede, inden jeg blev mor. Mit liv er først fuldendt nu". Jeg elsker Alvin - lad os lige få det på det rene. Han er det skønneste bundt af frækhed, omsorg og laber lille mand - men! FUCK jeg savner noget indimellem...mine veninder, at være egoistisk og kun tænke på mig, hvad tid jeg har lyst til at stå op, og ikke om kl i dag er 6:30 eller 6:45 når jeg hives ud af sengen, imens mit b-hjerte banker en smule hårdere og hurtigere for at få lov at sove til kl 8...bare kl 8... og at planlægge en hel weekend en aften kan måske også gøre det med spas og hygge for mig. Uden hensyntagen til den lille fis, der har behov for at inddrage mor i de fleste beslutninger i løbet af dagen, ofte bare med et "Wavin (betyder Alvin, red.) læser bog", "Wavin saver", "Wavin hopper", "Wavin bussemand på finger" og så videre - fortsæt selv listen, og tilføj sætninger, der er fuldstændig ligegyldige, men som for Lille A har massiv betydning, og i særdeleshed behov for at mor bekræfter at den pågældende aktivitet er sand. Desuden gentager han insisterende og ufortrødent sætningen, indtil en anden - som oftest mig - gentager den. Så bliver det åbenbart lidt mere ægte for ham. Eller noget.
Så bliver jeg lidt træt. Har jeg nævnt det før? Nå, det har jeg, ja ja, det er egentlig heller ikke dét, som dette indlæg skal handle om.

              

Mine veninder og jeg havde på skift værts-tjans til "Til middag hos..." - dét var virkelig sjovt!

Jeg læste nemlig et indlæg ovre hos Katrine, der handlede om glæden ved at bo i byen...og hvad vi andre mente var det bedste for os, at opfostre vores små krapyler i. Det har jeg tænkt over lige siden, og selvom hende dér Elisabeth kom først med et indlæg om byen, så kan jeg jo godt følge trop, og give et bud på hvad der er det rigtige for os.

Jeg har ikke altid været et by-barn, jeg er vokset op i Virum Sorgenfri, som var et skønt sted at bo. Trods min noget turbulente barndom, så husker jeg min tid i leg og udfordring af verden, sammen med mine venner, som sorgfri og lykkelig.
Som 14-årig flyttede jeg fra min mor i Sorgenfri, til min far på Østerbro i København. Og en ny æra begyndte. Jeg elskede det - elskede livet med min far, det hektiske liv, kaos og aktivitet på gaden, at alt var indenfor rækkevidde og jeg elskede elsker København.
Jeg købte en andelsbolig, dengang de var noget nær umulige at opstøve, og boede i Nordvest i mange år, helt indtil jeg mødte Tim. Som slog benene væk under mig, og tilbød mig noget, som jeg vidste at jeg manglede og ønskede; et fuldendt liv.

Tim boede bare i Ølstykke, ikke alene er by navnet mega kikset, jeg havde ej heller ikke den fjerneste idé om hvor helvede det lå?! Tim triumferede dog ofte med, at der var en tilhørende S-togs station til byen, og ergo var det ikke på landet. Sagde han.

Summa summarum så måtte der tages en beslutning, da vi fandt ud af at vi gerne ville fortsætte kæresteriet; hus i forstaden, med mulighed for hans to store drenge på 12 & 14 at kunne transportere sig selv frem og tilbage, eller livet i København på 74 m2 i Nordvest. Det var faktisk ikke så svært. Heller ikke hvis lejligheden havde ligget på Østerbro. Vi valgte forstaden. Jeg har sukket og drømt om et hus i mange år, og det bliver nok aldrig en realitet i København. Slet ikke når man vælger en mand med samme indtægtsniveau som en selv.

Det handler om temperament og værdier, tror jeg. Og for os er det vigtigt med tryghed, luft og plads - alle tre ting, som livet i Frederikssund bedre kunne tilbyde os, syntes vi.

                                   

  De tidligere uploads på Facebook så som oftest sådan her ud....

Men ved I hvad...her trives jeg. Jeg elsker at bo i hus! Jeg E L S K E R det faneme! Jeg elsker at kunne slå terrasse dørene op, og sende Alvin ud i haven, eller i det mindste i forvejen, for der går ikke mange minutter inden han bræger "moar med, moar med, moar med MOAR MEEEEEED!", elsker at bo i en lille overskuelig by (som endte med at blive Frederikssund - den er altså ret meget federe end Ølstykke; her er et center, en lille gågade, TO(!) sushi restauranter, strand og alt hvad vi i øvrigt ellers har behov for - lige med undtagelse af en cocktailbar). Jeg elsker at være lokal, at støde på bekendte i Netto og at være en del af et lille fællesskab med nogle søde piger, der også har børn i Alvins institution.

Du skal dog ikke lade dig narre helt, for når jeg en sjælden gang frekventerer hovedstaden, og får indåndet Gammel Kongevej på en lun aften, så savner jeg byen, helt ind i hjertet. Men hvis jeg spørger mig selv, om jeg vil opgive livet som det er nu, for nogle hyggelige aftener på de københavnske gader, så er svaret nej. Et stort klart rungende nej. Alt det har jeg med glæde, ja faktisk med glæde, opgivet for at bo her.


                           

Noget af det der ikke er så fedt, er sådan som man er endt med at se ud. Det er bare ikke det samme vel? Jeg vil virkelig skulle være i tragiske situationer, som for eksempel at have hele manken viklet ind i en flexi track bil, inden jeg klipper mit hår kort  - men jeg har måtte ofre mit pandehår, som jeg ellers var så glad for. Og makeuppen, ihvertfald nogle dage. Man er bare bare ikke så chick længere, eller det er du måske, men  jeg ikke jeg.
Og lidt tykkere. Og mere træt Og konstant bagud, på tid og omsorg for sig selv om manden. På forunderlig vis er barnet vist aldrig i underskud på dén konto, og jeg overdynger ham dagligt med kys i hundredevis, og fortæller ham at jeg elsker ham mindst ti gange, måske som kompensation for mit eget mangel på samme i barndommen. Men det hele går vel? Det har jeg ihvertfald en tro på.

 

  Herunder et billede af mig med pandehår OG makeup! Det er fra Alvins dåb, og en af de gange jeg har fået dresset mig op - dét er også noget jeg savner! Men det er jeg ret sikker på, at jeg også ville mangle i København for tid bliver der jo ikke mere af, uanset hvor vi vælger at placere os...

Hvor trives du bedst?