Efterfødselsreaktion - hvordan og hvornår?

Jeg har ikke set min mor i 15 år. Det er alligevel længe.

Sidst vi sås var af en uges varighed, og som et forkvaklet forsøg på at rette op på de seks år forinden der var gået, hvor vi ej heller havde set hinanden. Vi skiltes da jeg var 14 år gammel, og hun smed mig ud af hjemmet under indtagelsen af morgenens guldkorn. Det var min lillebror Adams syv års fødselsdag, og vi spiste i den sædvanlige afdæmpede og lidt tunge stemning, der som oftest var i mit barndomshjem.

Jeg var under min graviditet meget nervøs for og fokuseret på, om jeg mon ville udvikle en efterfødselsreaktion, det man i gamle dage kaldte for en fødselsdepression.

Ham af min. Et par uger gammel.

 Alvin er et ønskebarn, og virkelig made with love. Det tog os en halv uge at få ham produceret, og jeg var overbevist om at jeg var gravid allerede efter et par uger. Vi lå i en hotelseng i Prag og holdt i hånd og så hinanden dybt i øjnene, da jeg sagde til Tim, at hans kiddo nummer tre nok var undervejs.

 Alvin i barnevognen omkring to en halv måned gammel. Han nægtede at ligge ned, og blev ret tidligt stablet op med puder.

Og det var han, på vej altså.

Maven voksede og alt gik som planlagt. Min graviditet var ukompliceret, det eneste jeg døjede med var kvalme i en periode og et lidt skørt bækken i slutningen af graviditeten. Men ikke noget der gjorde at jeg var lænket til sengen (eller endnu værre; toilettet!), og jeg var på veninde besøg i Kbh helt op til en uge inden termin.

Jeg smurte og smurte min mave i olie, og fik ikke et eneste lille strækmærke - men det tror jeg i virkeligheden ikke skyldes dét overhovedet. Det handler nok mere om hvorvidt moder natur har besluttet at dele kradsemærker ud på forhånd...
Jeg læste meget, det er nok noget man gør i dag, og forberedte mig på alt det nye. Jeg var spændt, glad og opslugt af alt det nye; det magiske lille menneske der skulle komme.

Men omme i baghovedet havde jeg nogle lidt tungere tanker - de handlede om min egen mor. Eller i hvert fald hende der har født mig, for mor har hun aldrig rigtig været.
Hun svigtede mig, forsømte mig og har endda aktivt gjort sit for at gøre mit liv miserabelt. Og hvad gør det mon ved mine evner som mor? Kan jeg elske et barn ubetinget? Vil jeg videreføre de samme destruktive mønstre til mit eget lille uskyldige barn? Og hvad gør jeg, hvis svarene på ovenstående spørgsmål er JA? Det tænkte jeg meget over. Rigtig meget.

Jeg kender til de faglige termer omkring en efterfødselsreaktion - kender flere der har gennemgået en sådan, og har også mødt det i mit faglige liv som pædagog. Men jeg ved jo også, at følelser og traumer kan have deres egen magt, og ikke altid være til at styre og forudse.

Første sne! I baghaven til huset som vi var flyttet ind i et par måneder forinden.

Derfor var jeg spændt på en anden måde end blot den lyksalige rus, som man luller sig selv ind i under en graviditet.

Da han kom ud, og vi startede vores liv sammen som en familie gik der ikke længe inden alle de tanker jeg havde bokset med forsvandt. Det hele faldt ligeså fint i hak af sig selv, og det blev lysende klart for mig at min mors fejl og mangler handler om noget andet end mig - det har jeg egentlig altid vidst, men at stå med et spædbarn i armene der er fuldstændig afhængig af mig (og sin far), sætter bare tingene i relief.

Alvin havde kolik, og græd hele tiden de første tre måneder. Eller, dvs at han primært græd om aftenen fra kl 17-00, og så gerne i middagsstunden også. Han sov desuden rigtig rigtig dårligt, og var ekstremt vanskelig at få til at falde i søvn. Jeg ville have slået ihjel for at have et barn som de andre i min mødregruppe, der lagde deres vågne børn (WTF?!) ned i liften, imens jeg stod i februar sludvejret og ruskede barnevognen op og ned, så Alvin nærmest dansede jiddabug i den.

Jeg nåede at føle nogen følelser som skræmte mig; når han havde grædt længe nok, måske to timer, og stadig var utrøstelig - så havde jeg faktisk lyst til at ruske ham. Sådan helt nede fra maven. For hvorfor stoppede han ikke med at græde? Hvorfor kunne Tim og jeg ikke trøste ham, og hvor længe skulle dette helvede af babygråd fortsætte?
I korte øjeblikke så jeg, hvordan det sker at forældre rusker deres grædende babyer...forældre der ikke har ressourcer nok, og som mangler den rette empati og kontrol til at varetage et spædbarn - især et spædbarn der er udfordret på søvnen, og som græder mange timer om dagen.

Og dér, lige dér, blev det klart for mig at vi var de rette forældre for Alvin. For vi ville ikke svigte ham, ruske ham eller lukke døren bag os og efterlade ham i sin egen altopædende ulykkelighed. Vi er nemlig anderledes end min mor; vi sætter vores barn og hans behov før vores egne.

Det var dog ikke kun Alvin der græd. Han startede, så græd jeg, da jeg holdt inde startede Tim og sådan gik det lidt i ring i starten. Det var jo virkelig en bobbel af tung frustration de første måneder. Det var selvfølgelig også så meget andet, men det ved I jo - det behøver jeg ikke at understrege, vel? Det er i hvert fald ikke dér fokus ligger i dette indlæg.

Man kan sige, at Alvins evindelige gråd var med til at slutte cirklen helt for mig; han viste mig i dén grad hvad ubetinget kærlighed er, og hvordan man for sit barn, om det græder eller ej, vil gå igennem ild og vand og alle de sværeste tider, om og om igen.

Og da fik jeg helt fred med historien omkring min mor og jeg; for kan man svigte sit eget barn, så er man jo ikke sund og rask - og dermed er det hende der bærer det altafgørende ansvar.

Det har jeg altid vidst, men Alvin slog det helt fast.
Og tak for det, min dreng.

Jeg fik altså ingen efterfødselsreaktion, ikke det der ligner, og alle mine bekymrede tanker havde været spildt. Men helt spildt er noget jo aldrig, og så kliché fyldt som sådan noget nu engang er, så gjorde Alvin mig til et helt menneske.  

Min øjesten, du er en dejlig én!

Hvad skete der med hende her? By vs. provins

Der er sket noget...løbet en del vand under broen, en ordentlig flok fugle er lettet fra taget, bilen har misten glansen i lakken eller hvad man nu kan kalde det... Man kunne måske også bare konkludere, at jeg er blevet mor.

Jeg har aldrig været vild og uansvarlig, det vil vist selv min far skrive under på, men jeg har festet en del. Som i EN DEL. Særligt da jeg var guide i Alanya....ppppphhhew - dér fik den godt nok én over nakken... Til gengæld begyndte jeg først at drikke alkohol, da jeg var 24 - tro det eller ej. Og jeg har aldrig røget en smøg i mit liv, eller hvad der ellers kan findes på at futtes af i en sådan.
Til gengæld har jeg på én aften brækket mig ud over tre af fire af Robin Hoods toiletter i Alanya, med en veninde der måtte holde mit hår, været så fuld på den første pub crawl jeg var guide på, at jeg måtte køres hjem bagpå en scooter - og faldt i søvn, og nær trimlede af. Og mange andre historier, der er sjove at tænke på (nu), men måske ikke så læser venlige, ha ha...

              

 I byen som ung pædagog studerende....og faktisk aftenen hvor jeg fik min første tår af en drink....

Jeg kan godt savne det. Lidt. Nogle dage meget. Jeg begriber simpelthen ikke de mødre der med et suk og et tilfreds smil konkluderer "Jeg kan slet ikke huske hvad jeg lavede, inden jeg blev mor. Mit liv er først fuldendt nu". Jeg elsker Alvin - lad os lige få det på det rene. Han er det skønneste bundt af frækhed, omsorg og laber lille mand - men! FUCK jeg savner noget indimellem...mine veninder, at være egoistisk og kun tænke på mig, hvad tid jeg har lyst til at stå op, og ikke om kl i dag er 6:30 eller 6:45 når jeg hives ud af sengen, imens mit b-hjerte banker en smule hårdere og hurtigere for at få lov at sove til kl 8...bare kl 8... og at planlægge en hel weekend en aften kan måske også gøre det med spas og hygge for mig. Uden hensyntagen til den lille fis, der har behov for at inddrage mor i de fleste beslutninger i løbet af dagen, ofte bare med et "Wavin (betyder Alvin, red.) læser bog", "Wavin saver", "Wavin hopper", "Wavin bussemand på finger" og så videre - fortsæt selv listen, og tilføj sætninger, der er fuldstændig ligegyldige, men som for Lille A har massiv betydning, og i særdeleshed behov for at mor bekræfter at den pågældende aktivitet er sand. Desuden gentager han insisterende og ufortrødent sætningen, indtil en anden - som oftest mig - gentager den. Så bliver det åbenbart lidt mere ægte for ham. Eller noget.
Så bliver jeg lidt træt. Har jeg nævnt det før? Nå, det har jeg, ja ja, det er egentlig heller ikke dét, som dette indlæg skal handle om.

              

Mine veninder og jeg havde på skift værts-tjans til "Til middag hos..." - dét var virkelig sjovt!

Jeg læste nemlig et indlæg ovre hos Katrine, der handlede om glæden ved at bo i byen...og hvad vi andre mente var det bedste for os, at opfostre vores små krapyler i. Det har jeg tænkt over lige siden, og selvom hende dér Elisabeth kom først med et indlæg om byen, så kan jeg jo godt følge trop, og give et bud på hvad der er det rigtige for os.

Jeg har ikke altid været et by-barn, jeg er vokset op i Virum Sorgenfri, som var et skønt sted at bo. Trods min noget turbulente barndom, så husker jeg min tid i leg og udfordring af verden, sammen med mine venner, som sorgfri og lykkelig.
Som 14-årig flyttede jeg fra min mor i Sorgenfri, til min far på Østerbro i København. Og en ny æra begyndte. Jeg elskede det - elskede livet med min far, det hektiske liv, kaos og aktivitet på gaden, at alt var indenfor rækkevidde og jeg elskede elsker København.
Jeg købte en andelsbolig, dengang de var noget nær umulige at opstøve, og boede i Nordvest i mange år, helt indtil jeg mødte Tim. Som slog benene væk under mig, og tilbød mig noget, som jeg vidste at jeg manglede og ønskede; et fuldendt liv.

Tim boede bare i Ølstykke, ikke alene er by navnet mega kikset, jeg havde ej heller ikke den fjerneste idé om hvor helvede det lå?! Tim triumferede dog ofte med, at der var en tilhørende S-togs station til byen, og ergo var det ikke på landet. Sagde han.

Summa summarum så måtte der tages en beslutning, da vi fandt ud af at vi gerne ville fortsætte kæresteriet; hus i forstaden, med mulighed for hans to store drenge på 12 & 14 at kunne transportere sig selv frem og tilbage, eller livet i København på 74 m2 i Nordvest. Det var faktisk ikke så svært. Heller ikke hvis lejligheden havde ligget på Østerbro. Vi valgte forstaden. Jeg har sukket og drømt om et hus i mange år, og det bliver nok aldrig en realitet i København. Slet ikke når man vælger en mand med samme indtægtsniveau som en selv.

Det handler om temperament og værdier, tror jeg. Og for os er det vigtigt med tryghed, luft og plads - alle tre ting, som livet i Frederikssund bedre kunne tilbyde os, syntes vi.

                                   

  De tidligere uploads på Facebook så som oftest sådan her ud....

Men ved I hvad...her trives jeg. Jeg elsker at bo i hus! Jeg E L S K E R det faneme! Jeg elsker at kunne slå terrasse dørene op, og sende Alvin ud i haven, eller i det mindste i forvejen, for der går ikke mange minutter inden han bræger "moar med, moar med, moar med MOAR MEEEEEED!", elsker at bo i en lille overskuelig by (som endte med at blive Frederikssund - den er altså ret meget federe end Ølstykke; her er et center, en lille gågade, TO(!) sushi restauranter, strand og alt hvad vi i øvrigt ellers har behov for - lige med undtagelse af en cocktailbar). Jeg elsker at være lokal, at støde på bekendte i Netto og at være en del af et lille fællesskab med nogle søde piger, der også har børn i Alvins institution.

Du skal dog ikke lade dig narre helt, for når jeg en sjælden gang frekventerer hovedstaden, og får indåndet Gammel Kongevej på en lun aften, så savner jeg byen, helt ind i hjertet. Men hvis jeg spørger mig selv, om jeg vil opgive livet som det er nu, for nogle hyggelige aftener på de københavnske gader, så er svaret nej. Et stort klart rungende nej. Alt det har jeg med glæde, ja faktisk med glæde, opgivet for at bo her.


                           

Noget af det der ikke er så fedt, er sådan som man er endt med at se ud. Det er bare ikke det samme vel? Jeg vil virkelig skulle være i tragiske situationer, som for eksempel at have hele manken viklet ind i en flexi track bil, inden jeg klipper mit hår kort  - men jeg har måtte ofre mit pandehår, som jeg ellers var så glad for. Og makeuppen, ihvertfald nogle dage. Man er bare bare ikke så chick længere, eller det er du måske, men  jeg ikke jeg.
Og lidt tykkere. Og mere træt Og konstant bagud, på tid og omsorg for sig selv om manden. På forunderlig vis er barnet vist aldrig i underskud på dén konto, og jeg overdynger ham dagligt med kys i hundredevis, og fortæller ham at jeg elsker ham mindst ti gange, måske som kompensation for mit eget mangel på samme i barndommen. Men det hele går vel? Det har jeg ihvertfald en tro på.

 

  Herunder et billede af mig med pandehår OG makeup! Det er fra Alvins dåb, og en af de gange jeg har fået dresset mig op - dét er også noget jeg savner! Men det er jeg ret sikker på, at jeg også ville mangle i København for tid bliver der jo ikke mere af, uanset hvor vi vælger at placere os...

Hvor trives du bedst? 

Jeg bliver så træt....

...af at være udfordret på mit barns vegne.

Lille A har jo alle dage haft meget vanskeligt ved at sove - det er vi nu næsten (halleluja og tak for det!!!)ovre, efter at han har fået lagt dræn i marts. Tænk sig, at den stakkels dreng har været plaget af øresmerter nærmest hele sit liv, og så uden at en læge har tjekket det. Jeg undres.

Et glimt fra i aftes, inden han blev puttet - glad og tilfreds, skønt!

I januar, faktisk den dag vi holdt hans fødselsdag, fik han trøske. Eller, havde haft det i nogle dage, sådan noget opdager jeg åbenbart ikke(!!) - det gjorde hans farmor til gengæld (med det samme forståes, nu moren åbenbart sover i timen...). Han var irriteret i munden, og er faktisk stoppet med at bruge sut på den konto, kunne ikke spise noget og var vågen om natten - det var vi dog så vant til på det tidspunkt, at vi ikke tillagde det nogen betydning.

Han har haft trøske 4 (fire!!!) gange siden januar, og da jeg bestilte en tid til 15 måneders vaccine, bad jeg om en podning på trøske også - det kan da ikke være rigtigt at det kommer så massivt tilbage...! Det var så ikke trøske, men streptokokker, som han nok har gået med siden januar, da de bare har udskrevet (forkert) medicin til ham via telefonen.

Jeg er jo pædagog. Godt nok arbejder jeg med bulderbasser med ADHD/autisme, men har været ansat i en vuggestue, som det første efter endt uddannelse. og jeg kan godt huske, hvad man tænkte om de dér pyller-mødre. Sådan er jeg (helt ærligt) ikke, men jeg er bange for at andre vil opfatte mig sådan, og har derfor nok holdt lidt igen med brokkeriet. Ikke fordi der er noget omkring vuggestuen at brokke sig over, jeg tænker her på det generelle billede af, hvordan andre mon ser mig som mor. Man vil jo så gerne være vellidt, ikke?

En masse snak om sygdom - min pointe er, at det er såååååååååå frustrerende at ingen har opdaget at mit barn var sygt, hverken med ørerne eller da han havde streptokokker. Det må jeg sige, synes jeg bare er for dårligt.

Alvin har det godt igen, og nu har hans mor lært, at man bare må mose på for at få lægerne til at kigge på ens barn. Det vil vi simpelthen ikke være med til en gang mere. Så verden; her kommer pyller-mor!

10 om mig

 

Jeg har set denne fine leg flere steder i Blogland, og nu er det altså min tur til at være med:)

Så her følger ti om mig...

1) Jeg er halv nordmand, og er meget stolt af mine norske aner. I sommers var jeg med min lille familie i Norge for første gang i mange år, og det var en helt igennem skøn oplevelse. Jeg elsker det syngende varme sprog, og det fantastiske land.

2) I dag er jeg på arbejde, billedet er taget i toget. Jeg arbejder som pædagog i et opgangsfællesskab for unge med ADHD og autisme. Jeg elsker mit job!

3) I dag hørte jeg tyrkisk musik i toget, jeg er vild med Tarkan (husker I ham fra "kysse-sangen"?) og Serdar Ortac. to store tyrkiske popsangere. Jeg har været guide i Alanya i 18 måneder, og var vild med det. Dog var det også dejligt at komme hjem til Danmark, for hold nu op vi har det godt og glemmer det altid!. Desværre forsvinder mine tyrkiske taleevner mere og mere, men jeg bliver stadig så glad af at høre musikken.

4) Udover tyrkisk musik er jeg vild med dansk rap, og især Østkyst Hustlers og MC Einar har en særlig plads i mit hjerte.
Jeg har været til 21 koncerter med Østkyst Hustlers (andet billede...en 17-årig lykkelig Maria i Tivoli efter en fantastisk koncert), og de søde rappere endte med at skrive os på gæstelisten til alle koncerterne, tog os med backstage og gav os i det hele taget et par fantastiske slut teenage år. Nu er jeg venner med dem på FB, og får jævnligt en "sludder" med især den ene skønne rapper derinde. Han hjalp mig også med at skrive en rap, som jeg opførte for min mand og vores gæster til vores bryllup - måske det bryllups indlæg snart må komme?!?!

5) I den første halvdel af mit liv brændte jeg for de skrevne ord. Jeg ville være journalist eller forfatter, men den drøm er altså aftaget noget. Jeg elskede dansk, og afleverede håndskrevne stile på 20 sider, og fik 13 altid. Til gengæld gik jeg til ekstra regning fra 5. og skolen ud, og har aldrig evnet at forstå nogle matematiske fag.

6) Min kat hedder Safak, hvilket betyder Los og Solopgang på tyrkisk. Han er en tyrkisk gadekat, som jeg tog med hjem fra min guide tid. Han er blind på det ene øje, og er siden røget en tur ud fra fjerde sal, da jeg boede i Kbh - brækkede bagbenet og kostede 17.000 at lappe sammen igen. Jo jo, man er vel glad for sine dyr:)

7) Jeg besluttede mig for at lære at sy, da jeg fandt ud af at jeg ventede en dreng. Det drengetøj man kan købe er noget sløjt i motiver og farver, synes jeg, og jeg har derefter glad kastet mig ud i det ene projekt efter det andet. Jeg har MEGET at lære endnu, men nyder hver en time ved maskinen.

8) Jeg har aldrig haft så god en mand, som ham jeg er gift med. I morges var der et stykke papir i min støvle, og da jeg fiskede det op og foldede det ud, stod der "Jeg elsker dig for evigt" på det....... Han er som hentet ud af en romantisk hollywood film.

9) Min søn hedder Alvin, jeg var også vild med Melvin, men mindste bonus barnet og jeg besluttede os for Alvin, og de to andre fulgte derefter trop. I 2011 var der 25 der blev navngivet eller døbt Alvin - jeg håber at han ender med at være glad for sit lidt særprægede navn. Havde han været en pige stod valget mellem Vilma My og Frida My.

10) Det første år som mor har været udfordrende på mange områder, men også det bedste i mit liv. Min mand og jeg har haft en stor opgave med et kolik barn, som har haft utrolig vanskeligt ved at lære at sove, og havde han ikke været hjemem det meste af tiden, så ved jeg ikke hvad jeg havde gjort...!
Nu er året pludselig gået, og Alvin går, har fået en soverytme, krammer os, griner nærmest altid og vi kan igen se os selv som kærester midt i familielivet .

Har du fortalt 10 om dig?