Farvel klipperier til farfar

Vi har sagt farvel til min mands far, vores elskede farfar, svigerfar og far. Han var en vidunderlig mand, og han fortjener et indlæg for sig selv.

Indtil da vil jeg vise dette frem. Yngste bonus og jeg klippede breve til farfar, som kunne komme med på den sidste rejse.
Farfar var en kunst-elskende mand, og elskede at se og lære om nye teknikker farver og materialer. Derfor måtte vi også give ham lidt med til den sidste tur.

Jeg klippede en fugl i en ramme af blade og stjerner. Glimmer neon og genbrugspapir - i halen står der "en helt"  og dét er præcis hvad han var, Robert. 

I et af bladene står der noget med "En munter vise"og den slags satte han pris på; en vise, godt humør, god rødvin og fest hele aftenen med familien omkring sig. Det vil vi huske ham for; glæde og gode tider. 

Frederik tegner et portræt i fuld figur af farmor og farfar

Vi laminerede dem, og de kom med ud til alle blomsterne på graven. Jeg håber at farfar så dagen og hvor mange der var mødt op til et sidste farvel <3

Hvil i fred, elskede farfar!

Tur med løbehjulet

Alvin har fået et løbehjul. Faktisk har han fået to, og begge i juleggave. Vi har valgt at beholde dem begge, da det ene er et anatomisk korrekt et fra Puky, og det andet et sejt let et med blink i understellet (det har drengen ikke opdaget endnu; det venter vi lige med at fortælle ham...med det uendelige forbrug af batterier vi har i forvejen!).

Han elsker sine løbehjul.

Alvin er begyndt selv at ville vælge sit tøj, det er ret sjovt at opleve. Han er vild med gul, og det har han faktisk altid været. Lyserød kommer ind på en klar andenplads, det har han bare ikke så meget tøj i.

Disse bukser har jeg syet for nylig primær af rester - han elsker dem. I det hele taget er han blevet ret vild med konceptet, at han kan se hvad der klippes, og at det bliver til et stykke tøj til ham - mega
fedt, og mega vand på møllen til mor her!

Skoene købte jeg i juleferien på tilbud, det er Hummels Stadil model, og Alvin kalder dem selv for sine "Smarte sko!" 
En absolut skør fetisch han har, er sine vanter. Han har vanter på hele tiden! I børnehave, indenfor og selv når han sover...det er lidt skørt, men ret kært.

 Vi bor ret dejligt her i Frederikssund...

Vi sluttede turen af med at undersøge en død fugl. Alvin syntes faktisk ikke at den var skide interessant, det var mest det med at overdynge den med blade der trak.
Et øjeblik forinden måtte jeg hive ham protesterende væk fra et mindested for et højtelsket kæledyr, der var udstyret med engle, bamser og slik - det huede ikke herren.

Foråret er på vej!

Når morfar flytter til byen (igen)

Min far har boet i Nordjylland i mange år. For et par måneder siden flyttede han til Sjælland, og har genoptaget sit Købehavner-liv, jubii!

Det er vi så glade for. Både fordi at vi savner ham, men også fordi at det giver noget helt andet at han er en del af vores hverdag. Fx passede han Alvin da han var syg sidst, og dét er jo et andet slags bånd de så kan udvikle, end når de tager i Tivoli sammen. Og en blanding af det hele, det må være det perfekte.

 Alvin er vild med sin morfar (og med Kitty...)

Jeg er lige nu på arbejde, og har talt i tlf med min far. Han ringer tit, og det er så hyggeligt. Så kom, jeg til at sidde og holde lidt pauser/overspringshandlinger på computeren, kender I det? Da disse fine billeder dukkede op. Hvor ser de bare glade og dejlige ud, de to flotte mænd.

 

Velkommen hjem, morfar!

Efterfødselsreaktion - hvordan og hvornår?

Jeg har ikke set min mor i 15 år. Det er alligevel længe.

Sidst vi sås var af en uges varighed, og som et forkvaklet forsøg på at rette op på de seks år forinden der var gået, hvor vi ej heller havde set hinanden. Vi skiltes da jeg var 14 år gammel, og hun smed mig ud af hjemmet under indtagelsen af morgenens guldkorn. Det var min lillebror Adams syv års fødselsdag, og vi spiste i den sædvanlige afdæmpede og lidt tunge stemning, der som oftest var i mit barndomshjem.

Jeg var under min graviditet meget nervøs for og fokuseret på, om jeg mon ville udvikle en efterfødselsreaktion, det man i gamle dage kaldte for en fødselsdepression.

Ham af min. Et par uger gammel.

 Alvin er et ønskebarn, og virkelig made with love. Det tog os en halv uge at få ham produceret, og jeg var overbevist om at jeg var gravid allerede efter et par uger. Vi lå i en hotelseng i Prag og holdt i hånd og så hinanden dybt i øjnene, da jeg sagde til Tim, at hans kiddo nummer tre nok var undervejs.

 Alvin i barnevognen omkring to en halv måned gammel. Han nægtede at ligge ned, og blev ret tidligt stablet op med puder.

Og det var han, på vej altså.

Maven voksede og alt gik som planlagt. Min graviditet var ukompliceret, det eneste jeg døjede med var kvalme i en periode og et lidt skørt bækken i slutningen af graviditeten. Men ikke noget der gjorde at jeg var lænket til sengen (eller endnu værre; toilettet!), og jeg var på veninde besøg i Kbh helt op til en uge inden termin.

Jeg smurte og smurte min mave i olie, og fik ikke et eneste lille strækmærke - men det tror jeg i virkeligheden ikke skyldes dét overhovedet. Det handler nok mere om hvorvidt moder natur har besluttet at dele kradsemærker ud på forhånd...
Jeg læste meget, det er nok noget man gør i dag, og forberedte mig på alt det nye. Jeg var spændt, glad og opslugt af alt det nye; det magiske lille menneske der skulle komme.

Men omme i baghovedet havde jeg nogle lidt tungere tanker - de handlede om min egen mor. Eller i hvert fald hende der har født mig, for mor har hun aldrig rigtig været.
Hun svigtede mig, forsømte mig og har endda aktivt gjort sit for at gøre mit liv miserabelt. Og hvad gør det mon ved mine evner som mor? Kan jeg elske et barn ubetinget? Vil jeg videreføre de samme destruktive mønstre til mit eget lille uskyldige barn? Og hvad gør jeg, hvis svarene på ovenstående spørgsmål er JA? Det tænkte jeg meget over. Rigtig meget.

Jeg kender til de faglige termer omkring en efterfødselsreaktion - kender flere der har gennemgået en sådan, og har også mødt det i mit faglige liv som pædagog. Men jeg ved jo også, at følelser og traumer kan have deres egen magt, og ikke altid være til at styre og forudse.

Første sne! I baghaven til huset som vi var flyttet ind i et par måneder forinden.

Derfor var jeg spændt på en anden måde end blot den lyksalige rus, som man luller sig selv ind i under en graviditet.

Da han kom ud, og vi startede vores liv sammen som en familie gik der ikke længe inden alle de tanker jeg havde bokset med forsvandt. Det hele faldt ligeså fint i hak af sig selv, og det blev lysende klart for mig at min mors fejl og mangler handler om noget andet end mig - det har jeg egentlig altid vidst, men at stå med et spædbarn i armene der er fuldstændig afhængig af mig (og sin far), sætter bare tingene i relief.

Alvin havde kolik, og græd hele tiden de første tre måneder. Eller, dvs at han primært græd om aftenen fra kl 17-00, og så gerne i middagsstunden også. Han sov desuden rigtig rigtig dårligt, og var ekstremt vanskelig at få til at falde i søvn. Jeg ville have slået ihjel for at have et barn som de andre i min mødregruppe, der lagde deres vågne børn (WTF?!) ned i liften, imens jeg stod i februar sludvejret og ruskede barnevognen op og ned, så Alvin nærmest dansede jiddabug i den.

Jeg nåede at føle nogen følelser som skræmte mig; når han havde grædt længe nok, måske to timer, og stadig var utrøstelig - så havde jeg faktisk lyst til at ruske ham. Sådan helt nede fra maven. For hvorfor stoppede han ikke med at græde? Hvorfor kunne Tim og jeg ikke trøste ham, og hvor længe skulle dette helvede af babygråd fortsætte?
I korte øjeblikke så jeg, hvordan det sker at forældre rusker deres grædende babyer...forældre der ikke har ressourcer nok, og som mangler den rette empati og kontrol til at varetage et spædbarn - især et spædbarn der er udfordret på søvnen, og som græder mange timer om dagen.

Og dér, lige dér, blev det klart for mig at vi var de rette forældre for Alvin. For vi ville ikke svigte ham, ruske ham eller lukke døren bag os og efterlade ham i sin egen altopædende ulykkelighed. Vi er nemlig anderledes end min mor; vi sætter vores barn og hans behov før vores egne.

Det var dog ikke kun Alvin der græd. Han startede, så græd jeg, da jeg holdt inde startede Tim og sådan gik det lidt i ring i starten. Det var jo virkelig en bobbel af tung frustration de første måneder. Det var selvfølgelig også så meget andet, men det ved I jo - det behøver jeg ikke at understrege, vel? Det er i hvert fald ikke dér fokus ligger i dette indlæg.

Man kan sige, at Alvins evindelige gråd var med til at slutte cirklen helt for mig; han viste mig i dén grad hvad ubetinget kærlighed er, og hvordan man for sit barn, om det græder eller ej, vil gå igennem ild og vand og alle de sværeste tider, om og om igen.

Og da fik jeg helt fred med historien omkring min mor og jeg; for kan man svigte sit eget barn, så er man jo ikke sund og rask - og dermed er det hende der bærer det altafgørende ansvar.

Det har jeg altid vidst, men Alvin slog det helt fast.
Og tak for det, min dreng.

Jeg fik altså ingen efterfødselsreaktion, ikke det der ligner, og alle mine bekymrede tanker havde været spildt. Men helt spildt er noget jo aldrig, og så kliché fyldt som sådan noget nu engang er, så gjorde Alvin mig til et helt menneske.  

Min øjesten, du er en dejlig én!

Gymsa hopsasa i nye gule (brandmand Sam) bukser!

Alvin har fået nye bukser. Han havde et par næsten mage til, blot uden lommer og strygemærke. Det blev på et øjeblik hans favorit bukser, og jeg forstod ikke helt hvorfor, var bare vældig tilfreds med at drengen er så begejstret for mors hjemmesyede..!

 De nye gule bukser

Årsagen til begejstringen har jeg i mellemtiden fundet ud af skyldes en helt banal ting, og ikke kun mine uanede sy-skills, nemlig at selveste Brandmand Sam, den hippeste brandmand af dem alle, hvis du spørger Alvin, går i gule bukser.

Jeg er ikke sikker på at Brandmand Sam har hængerøv i sin model, men se nu bare bort fra det...

Tim er vild med Alvins springe-leg...eller ikke....

De tidligere højtelskede gule bukser var blevet for små, men også en anelse klamme stive i det. De var faktisk elt klar til at blive smidt ud. Alligevel røg de i en pose med tøj til lille Valdemar som vi kender, han går i Alvins vuggestue - eller, Alvin er jo lige startet i børnehave, but you get the picture... Han er nemlig også blevet smittet med Brandmand Sam epidemien. Det er måske en lokal ting?! 

Modellen er fra Ottobre, jeg blev aldrig rigtig gode venner med Stof2000s Chris mønster, synes at det har en mærkelig pasform. Disse er meget bedre!
Så har jeg presset lommerne, noget jeg ellers aldrig gør mig i, da jeg nok er typen der springer over hvor gærdet er lavest. Men nu hvor jeg alligevel havde strygejernet fremme for at stryge robotten på, så kunne jeg ligeså godt give dem et lille pres - og hvilken forskel! De er bevet meget meget pænere af det!

Bukserne skulle på straks de havde forladt symaskinen, og er nu blevet sneget i vaskemaskinen efter tre dages brug. Han spørger allerede efter dem.

Undertøjet er selvfølgelig også egen produktion;)

Bukserne er godkendt!

En rigtig dreng?

Ovenpå debatten om de små tissemænd, har jeg tænkt nogle flere tanker om det dér med at være en dreng.

På Instagram så jeg at Julia havde gjort sig nogle tanker om det "at være en rigtig dreng"  (hun har vist et indlæg på vej).

Det er noget jeg også har tænkt meget på...hvad er en rigtig dreng? Og hvorfor? Og hvordan skabes den dér rigtige dreng??

Som pædagog har jeg selvfølgelig mange tanker om dette, og min primære tanke inden Alvin blev stor nok til at have en holdning til noget som helst (andet end hvor hurtigt der skulle være service fra min mælkecentral og hvor lidt han skulle sove), var at det var noget man kunne præge børn til...altså puffe dem blidt i retning mod enten at være bidt af en gal bil, eller en dreng der trivedes bedst med puslespil og deslige.

På trods af billederne herover, så er Alvin det man ellers vil kalde  

"en rigtig dreng"

  

Han elsker biler - ELSKER dem! Da han var lille, vel allerede da han var omkring et år, begyndte han at brumme, køre, kigge efter og bare generelt være meget optaget af biler. Bolde var hans første rigtig store kærlighed, dem var han vild med allerede da han var syv-otte måneder. Faren siger at han har talent;-) 

Alvin har dog også en dukkeseng som jeg selvfølgelig har syet sengetøj til, og som I kan se på billederne, så har han også det lille fine lyserøde Hello Kitty hus - det var egentlig købt til min venindes datter, men han blev så fascineret af det, at han fik det - og han har leget utrolig meget med det siden. 

Han kysser Kittyerne (der er mange - en hel lille familie!) godnat, putter dem, synger for dem og trøster dem - de taler i det hele taget meget til hans omsorgsgen, og han fordyber sig og leger godt og længe med dem. 

Jeg elsker at betragte ham imens han leger; det er stadig i start fasen, den der rigtige dybe leg, men han er bare så god til det, og kan bruge lang tid på det. 

Typisk vælger han "drenge-lege"; det er tydeligt at han er begyndt at se de større børnehave drenge an, og løber nu hurtigt afsted med en elegant landing og et sejt hop i afslutningen, imens han indtager en truende position med sit skumgummi sværd. Ellers sidder han med sine figurer, og sætter lyde på imens de slås og siger høje og irriterende lyde. En anden yndlings beskæftigelse er hans værktøj - eller Tims! Begge muligheder fungerer. Han har dog fået sit eget lille kit nu, med rigtig hammer og søm, da det optager ham så meget. 

Nå - tilbage til mine tanker om drenge og leg. Jeg kender flere (og det er ikke løgn, selvom man skulle tro det...!), der helst ikke vil have at deres drenge leger med pige legetøj...eller som kan tænke (og sige) "Er denne her trøje mon for piget?", hvis der er et lille neon pink logo et sted.... Jeg spekulerer over, hvad det mon kommer af, for jeg tror nemlig ikke at der er så mange der vitterligt tror, at drenge bliver mere "fimsede" af at lege med pige legetøj - men hvad er det så? 

Jeg husker en dreng der gik i den børnehave jeg arbejdede i. Han var helt vidunderlig, nok fordi det var hans forældre også. De havde to børn; en dreng og en pige, smukke og harmoniske børn med de mest nede-på-jorden og laid back forældre. Moren arbejdede i Røde Kors, og faren var hjemmegående i en periode (ja - se, moderne konstellation allerede der), og hang gerne ud nede i køkkenet efter at ungerne var afleveret, og charmerede alle med sin engelske accent. S K Ø N familie. Deres søn begyndte pludselig at gå i søsterens tøj, sådan helt ud af det blå. Der blev talt lidt om det; hvorfor gjorde han mon det? Jeg husker især, at én af mine kollegaer var lidt forarget over at forældrene ikke stoppede ham - men hvorfor skulle de dog det? Havde det været en pige, så var der sikkert ikke nogen der havde løftet et øjenbryn. En pige i jeans og med kort hår er jo set så mange gange før, intet alarmerende i det. 

Selvom der er sket meget indenfor dette område; fx som i Sverige, hvor de nogle steder omtaler børn som "Høn" (måske en anelse for excentrisk til min smag), er vores opfattelse af drenge og piger stadig meget stereotype...og det tænker jeg ikke gør noget godt for os i det lange løb.

Til info så har jeg adspurgt forældrene, om det er ok at jeg beskriver dem i mit indlæg;-)

Jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg selv ville reagere, hvis Alvin begyndte at ville gå i lyserødt og "rigtigt" pigetøj (for Alvin har jo altid haft et par stykker tøj fra pige afdelingen - det er bare så dødsygt det meste til drenge! Hans seneste sneakers, der nu er for små, var også lyserøde, blå og gule - og han elskede dem!), men jeg håber virkelig at jeg ville kunne håndtere det på en ordentlig og cool måde - og ikke blive befippet og forvirret over de gængse retningslinier vi har for drenge i vores samfund. 

Og den lille fyr der gik i sin søsters (lyserøde) leggings og prikkede kjole? Han holdt op igen. Som langt de fleste gør. Og de der havde skænket det færrest tanker var ham og hans forældre.

Faktisk er Alvins yndlingsfarve lyserød, og er den farve efter gul, han havde først tjek på.  

Jeg er ikke så bekymret for, at denne fyr bliver træt af værktøj og deslige - faktisk må han gerne lege meget mere med Hello kitty ;-) 

 

Tak fordi du læste med!

Hvad skete der med hende her? By vs. provins

Der er sket noget...løbet en del vand under broen, en ordentlig flok fugle er lettet fra taget, bilen har misten glansen i lakken eller hvad man nu kan kalde det... Man kunne måske også bare konkludere, at jeg er blevet mor.

Jeg har aldrig været vild og uansvarlig, det vil vist selv min far skrive under på, men jeg har festet en del. Som i EN DEL. Særligt da jeg var guide i Alanya....ppppphhhew - dér fik den godt nok én over nakken... Til gengæld begyndte jeg først at drikke alkohol, da jeg var 24 - tro det eller ej. Og jeg har aldrig røget en smøg i mit liv, eller hvad der ellers kan findes på at futtes af i en sådan.
Til gengæld har jeg på én aften brækket mig ud over tre af fire af Robin Hoods toiletter i Alanya, med en veninde der måtte holde mit hår, været så fuld på den første pub crawl jeg var guide på, at jeg måtte køres hjem bagpå en scooter - og faldt i søvn, og nær trimlede af. Og mange andre historier, der er sjove at tænke på (nu), men måske ikke så læser venlige, ha ha...

              

 I byen som ung pædagog studerende....og faktisk aftenen hvor jeg fik min første tår af en drink....

Jeg kan godt savne det. Lidt. Nogle dage meget. Jeg begriber simpelthen ikke de mødre der med et suk og et tilfreds smil konkluderer "Jeg kan slet ikke huske hvad jeg lavede, inden jeg blev mor. Mit liv er først fuldendt nu". Jeg elsker Alvin - lad os lige få det på det rene. Han er det skønneste bundt af frækhed, omsorg og laber lille mand - men! FUCK jeg savner noget indimellem...mine veninder, at være egoistisk og kun tænke på mig, hvad tid jeg har lyst til at stå op, og ikke om kl i dag er 6:30 eller 6:45 når jeg hives ud af sengen, imens mit b-hjerte banker en smule hårdere og hurtigere for at få lov at sove til kl 8...bare kl 8... og at planlægge en hel weekend en aften kan måske også gøre det med spas og hygge for mig. Uden hensyntagen til den lille fis, der har behov for at inddrage mor i de fleste beslutninger i løbet af dagen, ofte bare med et "Wavin (betyder Alvin, red.) læser bog", "Wavin saver", "Wavin hopper", "Wavin bussemand på finger" og så videre - fortsæt selv listen, og tilføj sætninger, der er fuldstændig ligegyldige, men som for Lille A har massiv betydning, og i særdeleshed behov for at mor bekræfter at den pågældende aktivitet er sand. Desuden gentager han insisterende og ufortrødent sætningen, indtil en anden - som oftest mig - gentager den. Så bliver det åbenbart lidt mere ægte for ham. Eller noget.
Så bliver jeg lidt træt. Har jeg nævnt det før? Nå, det har jeg, ja ja, det er egentlig heller ikke dét, som dette indlæg skal handle om.

              

Mine veninder og jeg havde på skift værts-tjans til "Til middag hos..." - dét var virkelig sjovt!

Jeg læste nemlig et indlæg ovre hos Katrine, der handlede om glæden ved at bo i byen...og hvad vi andre mente var det bedste for os, at opfostre vores små krapyler i. Det har jeg tænkt over lige siden, og selvom hende dér Elisabeth kom først med et indlæg om byen, så kan jeg jo godt følge trop, og give et bud på hvad der er det rigtige for os.

Jeg har ikke altid været et by-barn, jeg er vokset op i Virum Sorgenfri, som var et skønt sted at bo. Trods min noget turbulente barndom, så husker jeg min tid i leg og udfordring af verden, sammen med mine venner, som sorgfri og lykkelig.
Som 14-årig flyttede jeg fra min mor i Sorgenfri, til min far på Østerbro i København. Og en ny æra begyndte. Jeg elskede det - elskede livet med min far, det hektiske liv, kaos og aktivitet på gaden, at alt var indenfor rækkevidde og jeg elskede elsker København.
Jeg købte en andelsbolig, dengang de var noget nær umulige at opstøve, og boede i Nordvest i mange år, helt indtil jeg mødte Tim. Som slog benene væk under mig, og tilbød mig noget, som jeg vidste at jeg manglede og ønskede; et fuldendt liv.

Tim boede bare i Ølstykke, ikke alene er by navnet mega kikset, jeg havde ej heller ikke den fjerneste idé om hvor helvede det lå?! Tim triumferede dog ofte med, at der var en tilhørende S-togs station til byen, og ergo var det ikke på landet. Sagde han.

Summa summarum så måtte der tages en beslutning, da vi fandt ud af at vi gerne ville fortsætte kæresteriet; hus i forstaden, med mulighed for hans to store drenge på 12 & 14 at kunne transportere sig selv frem og tilbage, eller livet i København på 74 m2 i Nordvest. Det var faktisk ikke så svært. Heller ikke hvis lejligheden havde ligget på Østerbro. Vi valgte forstaden. Jeg har sukket og drømt om et hus i mange år, og det bliver nok aldrig en realitet i København. Slet ikke når man vælger en mand med samme indtægtsniveau som en selv.

Det handler om temperament og værdier, tror jeg. Og for os er det vigtigt med tryghed, luft og plads - alle tre ting, som livet i Frederikssund bedre kunne tilbyde os, syntes vi.

                                   

  De tidligere uploads på Facebook så som oftest sådan her ud....

Men ved I hvad...her trives jeg. Jeg elsker at bo i hus! Jeg E L S K E R det faneme! Jeg elsker at kunne slå terrasse dørene op, og sende Alvin ud i haven, eller i det mindste i forvejen, for der går ikke mange minutter inden han bræger "moar med, moar med, moar med MOAR MEEEEEED!", elsker at bo i en lille overskuelig by (som endte med at blive Frederikssund - den er altså ret meget federe end Ølstykke; her er et center, en lille gågade, TO(!) sushi restauranter, strand og alt hvad vi i øvrigt ellers har behov for - lige med undtagelse af en cocktailbar). Jeg elsker at være lokal, at støde på bekendte i Netto og at være en del af et lille fællesskab med nogle søde piger, der også har børn i Alvins institution.

Du skal dog ikke lade dig narre helt, for når jeg en sjælden gang frekventerer hovedstaden, og får indåndet Gammel Kongevej på en lun aften, så savner jeg byen, helt ind i hjertet. Men hvis jeg spørger mig selv, om jeg vil opgive livet som det er nu, for nogle hyggelige aftener på de københavnske gader, så er svaret nej. Et stort klart rungende nej. Alt det har jeg med glæde, ja faktisk med glæde, opgivet for at bo her.


                           

Noget af det der ikke er så fedt, er sådan som man er endt med at se ud. Det er bare ikke det samme vel? Jeg vil virkelig skulle være i tragiske situationer, som for eksempel at have hele manken viklet ind i en flexi track bil, inden jeg klipper mit hår kort  - men jeg har måtte ofre mit pandehår, som jeg ellers var så glad for. Og makeuppen, ihvertfald nogle dage. Man er bare bare ikke så chick længere, eller det er du måske, men  jeg ikke jeg.
Og lidt tykkere. Og mere træt Og konstant bagud, på tid og omsorg for sig selv om manden. På forunderlig vis er barnet vist aldrig i underskud på dén konto, og jeg overdynger ham dagligt med kys i hundredevis, og fortæller ham at jeg elsker ham mindst ti gange, måske som kompensation for mit eget mangel på samme i barndommen. Men det hele går vel? Det har jeg ihvertfald en tro på.

 

  Herunder et billede af mig med pandehår OG makeup! Det er fra Alvins dåb, og en af de gange jeg har fået dresset mig op - dét er også noget jeg savner! Men det er jeg ret sikker på, at jeg også ville mangle i København for tid bliver der jo ikke mere af, uanset hvor vi vælger at placere os...

Hvor trives du bedst? 

Fødselsdag i haven

Det er ikke ringe at være (næsten) 12 år, og fejre det på en dag som i dag!

Vi havde inviteret Tims familie, og linet op på terrassen med hjemmebagte boller og diverse frokost tilbehør - det var skønt.

Et kongespil, en cykeltur på vejen, lidt hopperi i trampolinen - så er lykken gjort.

Håber jeres dag var ligeså dejlig!

Foråret er her

...og i dag ser det sådan ud hjemme hos os:)