En rigtig dreng?

Ovenpå debatten om de små tissemænd, har jeg tænkt nogle flere tanker om det dér med at være en dreng.

På Instagram så jeg at Julia havde gjort sig nogle tanker om det "at være en rigtig dreng"  (hun har vist et indlæg på vej).

Det er noget jeg også har tænkt meget på...hvad er en rigtig dreng? Og hvorfor? Og hvordan skabes den dér rigtige dreng??

Som pædagog har jeg selvfølgelig mange tanker om dette, og min primære tanke inden Alvin blev stor nok til at have en holdning til noget som helst (andet end hvor hurtigt der skulle være service fra min mælkecentral og hvor lidt han skulle sove), var at det var noget man kunne præge børn til...altså puffe dem blidt i retning mod enten at være bidt af en gal bil, eller en dreng der trivedes bedst med puslespil og deslige.

På trods af billederne herover, så er Alvin det man ellers vil kalde  

"en rigtig dreng"

  

Han elsker biler - ELSKER dem! Da han var lille, vel allerede da han var omkring et år, begyndte han at brumme, køre, kigge efter og bare generelt være meget optaget af biler. Bolde var hans første rigtig store kærlighed, dem var han vild med allerede da han var syv-otte måneder. Faren siger at han har talent;-) 

Alvin har dog også en dukkeseng som jeg selvfølgelig har syet sengetøj til, og som I kan se på billederne, så har han også det lille fine lyserøde Hello Kitty hus - det var egentlig købt til min venindes datter, men han blev så fascineret af det, at han fik det - og han har leget utrolig meget med det siden. 

Han kysser Kittyerne (der er mange - en hel lille familie!) godnat, putter dem, synger for dem og trøster dem - de taler i det hele taget meget til hans omsorgsgen, og han fordyber sig og leger godt og længe med dem. 

Jeg elsker at betragte ham imens han leger; det er stadig i start fasen, den der rigtige dybe leg, men han er bare så god til det, og kan bruge lang tid på det. 

Typisk vælger han "drenge-lege"; det er tydeligt at han er begyndt at se de større børnehave drenge an, og løber nu hurtigt afsted med en elegant landing og et sejt hop i afslutningen, imens han indtager en truende position med sit skumgummi sværd. Ellers sidder han med sine figurer, og sætter lyde på imens de slås og siger høje og irriterende lyde. En anden yndlings beskæftigelse er hans værktøj - eller Tims! Begge muligheder fungerer. Han har dog fået sit eget lille kit nu, med rigtig hammer og søm, da det optager ham så meget. 

Nå - tilbage til mine tanker om drenge og leg. Jeg kender flere (og det er ikke løgn, selvom man skulle tro det...!), der helst ikke vil have at deres drenge leger med pige legetøj...eller som kan tænke (og sige) "Er denne her trøje mon for piget?", hvis der er et lille neon pink logo et sted.... Jeg spekulerer over, hvad det mon kommer af, for jeg tror nemlig ikke at der er så mange der vitterligt tror, at drenge bliver mere "fimsede" af at lege med pige legetøj - men hvad er det så? 

Jeg husker en dreng der gik i den børnehave jeg arbejdede i. Han var helt vidunderlig, nok fordi det var hans forældre også. De havde to børn; en dreng og en pige, smukke og harmoniske børn med de mest nede-på-jorden og laid back forældre. Moren arbejdede i Røde Kors, og faren var hjemmegående i en periode (ja - se, moderne konstellation allerede der), og hang gerne ud nede i køkkenet efter at ungerne var afleveret, og charmerede alle med sin engelske accent. S K Ø N familie. Deres søn begyndte pludselig at gå i søsterens tøj, sådan helt ud af det blå. Der blev talt lidt om det; hvorfor gjorde han mon det? Jeg husker især, at én af mine kollegaer var lidt forarget over at forældrene ikke stoppede ham - men hvorfor skulle de dog det? Havde det været en pige, så var der sikkert ikke nogen der havde løftet et øjenbryn. En pige i jeans og med kort hår er jo set så mange gange før, intet alarmerende i det. 

Selvom der er sket meget indenfor dette område; fx som i Sverige, hvor de nogle steder omtaler børn som "Høn" (måske en anelse for excentrisk til min smag), er vores opfattelse af drenge og piger stadig meget stereotype...og det tænker jeg ikke gør noget godt for os i det lange løb.

Til info så har jeg adspurgt forældrene, om det er ok at jeg beskriver dem i mit indlæg;-)

Jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg selv ville reagere, hvis Alvin begyndte at ville gå i lyserødt og "rigtigt" pigetøj (for Alvin har jo altid haft et par stykker tøj fra pige afdelingen - det er bare så dødsygt det meste til drenge! Hans seneste sneakers, der nu er for små, var også lyserøde, blå og gule - og han elskede dem!), men jeg håber virkelig at jeg ville kunne håndtere det på en ordentlig og cool måde - og ikke blive befippet og forvirret over de gængse retningslinier vi har for drenge i vores samfund. 

Og den lille fyr der gik i sin søsters (lyserøde) leggings og prikkede kjole? Han holdt op igen. Som langt de fleste gør. Og de der havde skænket det færrest tanker var ham og hans forældre.

Faktisk er Alvins yndlingsfarve lyserød, og er den farve efter gul, han havde først tjek på.  

Jeg er ikke så bekymret for, at denne fyr bliver træt af værktøj og deslige - faktisk må han gerne lege meget mere med Hello kitty ;-) 

 

Tak fordi du læste med!