Tillykke med jubilæet, drenge!

Det er åbenbart tyve år siden i dag. T Y V E år siden at Østkyst Hustlers´ album Verdens længste rap udkom. Tyve år siden at jeg hørte det dér lidt tunge monotone beat, og ikke helt forstod hvad det var eller hvem der havde lavet det. Jeg vidste vist ikke så meget om rap...mine primære interesser kredsede sig mere om gymnasiefester, veninder og drømme om fremtiden.

Og drømme havde jeg rigeligt af. Jeg troede i mange år, at jeg skulle beskæftige mig med ord; noget der gav mening på mere end én måde, lyrik og finurlige kompositioner.
Dengang skrev vi stile i hånden, ingen ejede en bærbar computer, og da slet ikke mig. Så jeg skrev og skrev og skrev. Stile på 15, 20 og 25 sider. Det var de eneste lektier jeg lavede, for jeg havde meldt mig lidt ud af de øvrige fag. Jeg var ikke så god i skolen; eller det var i hvert fald noget jeg havde tillært og bildt mig selv ind. For hvis jeg havde smidt lidt af fuck-dig attituden, så var det nok gået lidt anderledes.

Da jeg skiftede skole i 1995, hvor mit sidste år på skolen i Sorgenfri var gået, og startede i 10. klasse på Stevnsgade skole på Nørrebro, skrev jeg en stil på 20 sider om Nazi Tyskland. Min nye lærer, Karin, tilbageholdt den, og ringede til min gamle klasselærer, Jytte Peter Petersen, for at høre hvad der foregik med den lidt anderledes opgaveaflevering. Men den var god nok; det var jo sådan jeg gjorde. Skrev og malede en forside til; multikunstner mente jeg måske selv at jeg var.
Og hov, jeg fik næsten altid 13. Nogle gange 11, men så var det en rigtig skidt dag. Eller aften, for jeg lyn skrev dem altid klokken kvart i kvalme aftenen inden de skulle afleveres.

Så derfor troede alle, inklusive Jytte og Karin, at jeg skulle blive til noget stort med forfatteriet.

Indtil jeg startede på gymnasiet. Sproglig student, det er klart. Det var bare ret uklart for mig. Jeg fattede simpelthen ikke hvad de talte om; grammatik, positive og negative bøjninger (eller var det overhovedet dét?) og et hav af lektier. Altså bunkevis. Det var fuldstændig dødsdømt fra start. Jeg der er opvokset i det ultimative ustrukturerede hjem, hvor ingen nogensinde har spurgt mig om jeg havde lektier for, skulle jeg nu præstere. Så det gjorde jeg, troede jeg.
Jeg skrev en lang stil i vanlig Maria-stil, og afleverede den i sikker tro om at dén var i hus. Og fik den tilbage med et 7 tal på(!!!!), og et væld af røde streger. Den var dækket af rettelser - rettelser på MIT styrke område. Jeg var rasende, fuldstændig tosset, og satte mig ned og malede alle de røde streger over med rettelak (til fremtids Alvin kan jeg fortælle, at det var sådan noget magisk-maling vi brugte før delete knappen var tilgængelig). For hvad så om jeg ikke kunne sætte kommaer? Jeg kunne jo skrive, og det havde altid været nok - men ikke i gymnasiets regi. der skulle man fandeme også forholde sig til korrekt ordstilling og grammatik - bevares.

Nå, lige dér opgav jeg at bruge gymnasietiden til noget fornuftigt, og freestylede den hele vejen igennem....sammen med Østkyst Hustlers.


 

For jeg hørte noget hos en kammerat, det var VLR. Og jeg var absolut betaget fra første beat. Det dér, det var bare lige mig, lige noget jeg kunne forstå. Sjovt, gennemtænkt og virkelig virkelig særligt.Jeg elskede det!
De der kender mig, vil vide at jeg aldrig gør noget halvt (medmindre det har med lektier og rengøring at gøre, til stor irritation for mine gamle lærere og nuværende mand, ha ha...) - så en hurtig research, som jeg ikke engang aner hvordan jeg lavede, det var jo før Google, ledte mig til de her gutter. Peyk, Jazzy og Bossy. Og så startede cirkusset ligesom.



 Jo sådan så mine kalendere ud....virkelig virkelig gennemført - eller virkelig virkelig bekymrende...


Jeg oplevede dem første gang i Pumpehuset i 1997, og det er til dato den bedste koncert jeg nogensinde har været til.
Jeg var sammen med Dorthe min veninde, den lokale tankpasser (altså virkelig virkelig sært?! Hvorfor filan var han med - vi fulgtes faktisk med ham....det var vist noget med at Jazzy tankede benzin dér hvor han arbejdede, ved mit gymnasie, og så endte det åbenbart med en fælles tur til Pumpehuset...) og et par stykker andre. Efter koncerten stod vi og bankede på døren bagved, og dér kom de ud. Det var vidunderligt. Og sjovt. De var sjove.

Så jeg købte en billet mere...og en mere...og en til...og der gik ikke længe før drengene kunne genkende os, og lukkede os backstage hver gang. Og overvej lige hvor cool dét er for en 17-årig pige.

Når jeg nu ser tilbage, så var vi nok ikke helt så cool som vi bildte os ind. Og mon ikke de grinede lidt af os, og ikke altid med os #indsætSelvAbeSmileyDerHolderSigForØjnene

Nåmen, de var altid søde ved os. Altid. Altså lige med undtagelse af den gang hvor Peyk råbte tværs igennem omklædningsrummet til os  mig "Hey, det er da hende dér der skrev den der skoleblads artikel om os, og syntes at jeg var et arrogant røvhul". Og okay - det havde jeg måske skrevet. Og måske afleveret den til Jazzy, som selvfølgelig havde delt den med de andre, måske især fordi den var lidt pinlig. Og det var måske lidt dumt. Og måske også dumt at synes at h var arrogant, han var nok bare træt og udmattet efter en svedig koncert. Så måske var jeg klar til at lave et forsvindingsnummer lige dér på stedet, selvom jeg nu igen stod i det eftertragtede omklædningsrum.

Det endte med at vi faktisk interviewede Bossy som et par ægte ugeblads journalister (i mellemtiden havde vi selvfølgelig startet en fan klub for ØH, og var jo faktisk på et ret alvorligt job midt i omklædningsrummets fadæse), imens jeg var meget bange for at kigge på Peyk.

Men vi kunne altså ikke få et lift til en station den dag. Og vi var altså i Slagelse, tror jeg? Uden penge, planer eller stedsans.
Så det endte med at Mek Pek, som var konferencier den dag, tilbød os at sove på hans værelse. Og nu siger jeg ikke, at han var mere interesseret i os end de gæve hustlere var, jeg siger bare at det var en virkelig upassende ting at spørge om, og at vi syntes at han var virkelig klam og virkelig mærkelig.  Heldigvis var der en lastbils chauffør der var i færd med at skille scenen ad, der tilbød os et lift til Slagelse station. Så hjem kom vi.

Peyk tilgav mig heldigvis, og vi kunne følge i drengenes tour-spor videre ud i det ganske land.

Jazzy og jeg i det uhyggelige omklædningsrum

Så det gjorde vi. Vi var i Næstved, Helsingør, Valby og mange andre steder.

Festen skulle slutte af med at vi fejrede tourens magi og punktum med drengene i Randers, det udskældte og morsomme omdrejningspunkt i fortællingen.

Så vi tog toget. Til Randers. For penge vi havde tjent i bageren i weekenden og fredag morgen efter bytur hele torsdag nat. Jeg havde i øvrigt geografi fredag morgen, og sov ofte hen over bordet efter sådan en nat. Jeg kunne egentlig godt lide geografi, men kan i grunden godt forstå nu, hvorfor jeg fik så ringe karakterer.

Og drengene var også i Randers. Det var de bare dagen før os. Og var taget hjem igen. Så dér stod vi. Riiiimelig sure og skuffede, og måtte finde et retur tog til Kbh. De søde fyre fra ØH fik vist nok et brev med en opsang fra os, jeg husker at vi sad i toget og tog billeder af vrede breve vi havde skrevet til dem. Enhver måtte da kunne forstå, at vi burde have haft sær-status og invite til finalen;-)
Jeg tror dog at vi i sidste øjeblik skiftede skæld ud med skuffethed, og sendte dem et æv-brev. Ja, brev, som i totalt analog proces, der var ikke lige mail og facebook vi kunne benytte os af.
Vi fik selvfølgelig svar retur, med kort os autografer fra de hæderlige drenge.

Til Grøn Koncert i Valby 1997

De tournerede igen året efter, men jeg var på en eller måde ligesom blevet lidt for gammel eller noget, i hvert fald havde det ikke samme magi for mig at følge dem rundt; jeg følte mig lidt fjollet.

Men magien for musikken er aldrig forsvundet. Jeg ELSKER deres musik! Jeg hører det ofte, og har altid en ØH, Kim Larsen og Eminem playlist på min tlf.
Jeg smed sidste år alle mine CD´ere til genbrug, de eneste jeg beholdt var ØH, Humleridderne og Tarkans greatest. Ja lidt tyrkisk hofte vrider musik er ikke at kimse af. Det er fra min guide tid. Og en helt anden historie. Apropos det dér med aldrig at gøre noget halvt.

Tim, min mand, er også pjattet med ØH. Det er jo heldigt. Han gik lige skridtet videre, og spurgte om de ville komme og spille til vores bryllup. Det kunne de ikke, de havde desværre andre planer lige den aften. Ellers var de selvfølgelig kommet...!!
Og når nu de ikke kunne komme i egen person, så var de faktisk alligevel lidt med, da jeg havde fået hjælp af Jazzy til at skrive en bryllups rap til Tim over Penge ind på torsdag. Ja, dér stod jeg og rappede. Eller pippede, eller hvad det blev til. Og min kammi, Brian, spillede den på guitar. På gehør, for i dét band har man åbenbart ikke noder. Eller kan fremskaffe dem. Det er da klart;-)
Vi øvede den om morgenen, da jeg sad hjemme hos ham og min bff og fik sat bryllupshår. Frederik, yngste bonus, var med og syntes at det var SÅÅ kikset, og håbede til det sidste at det var bare var noget jeg truede med at gøre.

Men det var en god aften, tak for hjælpen, Jazzy! 

Jeg synes at det nærmer sig kunst, og tror aldrig at jeg vokser fra det. De fine historier de fortæller er lige i øjet. Underspillede og overlegne, sjove og tragiske og fine og tarvelige på én gang. Det er da ret cool at kunne. Og lige dét jeg drømte om, dengang jeg havde virkelig dårlig tøjstil og ikke havde lært at bruge makeup endnu.

Jeg, Bossy og Sandie, min ØH veninde, det kalder jeg hende faktisk stadig, på en pløjemark et eller andet sted på Sjælland

Så jeg vil gerne lige sige tak. Tak til de tre for at have givet mig så mange gode oplevelser som håbløs 17-årig, tak for grinene, panikken og de fantastiske koncerter. Jeg håber at vi ses igen til en aften fuld af musik og gejl i løbet af sommeren.
Drengene er nemlig på en jubilæums turne - find programmet lige her.