photo banner_trekant_zps3b19eff3.jpg

lørdag den 14. februar 2015

Efterfødselsreaktion - hvordan og hvornår?

Jeg har ikke set min mor i 15 år. Det er alligevel længe.

Sidst vi sås var af en uges varighed, og som et forkvaklet forsøg på at rette op på de seks år forinden der var gået, hvor vi ej heller havde set hinanden. Vi skiltes da jeg var 14 år gammel, og hun smed mig ud af hjemmet under indtagelsen af morgenens guldkorn. Det var min lillebror Adams syv års fødselsdag, og vi spiste i den sædvanlige afdæmpede og lidt tunge stemning, der som oftest var i mit barndomshjem.

Jeg var under min graviditet meget nervøs for og fokuseret på, om jeg mon ville udvikle en efterfødselsreaktion, det man i gamle dage kaldte for en fødselsdepression.

Ham af min. Et par uger gammel.

 Alvin er et ønskebarn, og virkelig made with love. Det tog os en halv uge at få ham produceret, og jeg var overbevist om at jeg var gravid allerede efter et par uger. Vi lå i en hotelseng i Prag og holdt i hånd og så hinanden dybt i øjnene, da jeg sagde til Tim, at hans kiddo nummer tre nok var undervejs.

 Alvin i barnevognen omkring to en halv måned gammel. Han nægtede at ligge ned, og blev ret tidligt stablet op med puder.

Og det var han, på vej altså.

Maven voksede og alt gik som planlagt. Min graviditet var ukompliceret, det eneste jeg døjede med var kvalme i en periode og et lidt skørt bækken i slutningen af graviditeten. Men ikke noget der gjorde at jeg var lænket til sengen (eller endnu værre; toilettet!), og jeg var på veninde besøg i Kbh helt op til en uge inden termin.

Jeg smurte og smurte min mave i olie, og fik ikke et eneste lille strækmærke - men det tror jeg i virkeligheden ikke skyldes dét overhovedet. Det handler nok mere om hvorvidt moder natur har besluttet at dele kradsemærker ud på forhånd...
Jeg læste meget, det er nok noget man gør i dag, og forberedte mig på alt det nye. Jeg var spændt, glad og opslugt af alt det nye; det magiske lille menneske der skulle komme.

Men omme i baghovedet havde jeg nogle lidt tungere tanker - de handlede om min egen mor. Eller i hvert fald hende der har født mig, for mor har hun aldrig rigtig været.
Hun svigtede mig, forsømte mig og har endda aktivt gjort sit for at gøre mit liv miserabelt. Og hvad gør det mon ved mine evner som mor? Kan jeg elske et barn ubetinget? Vil jeg videreføre de samme destruktive mønstre til mit eget lille uskyldige barn? Og hvad gør jeg, hvis svarene på ovenstående spørgsmål er JA? Det tænkte jeg meget over. Rigtig meget.

Jeg kender til de faglige termer omkring en efterfødselsreaktion - kender flere der har gennemgået en sådan, og har også mødt det i mit faglige liv som pædagog. Men jeg ved jo også, at følelser og traumer kan have deres egen magt, og ikke altid være til at styre og forudse.

Første sne! I baghaven til huset som vi var flyttet ind i et par måneder forinden.

Derfor var jeg spændt på en anden måde end blot den lyksalige rus, som man luller sig selv ind i under en graviditet.

Da han kom ud, og vi startede vores liv sammen som en familie gik der ikke længe inden alle de tanker jeg havde bokset med forsvandt. Det hele faldt ligeså fint i hak af sig selv, og det blev lysende klart for mig at min mors fejl og mangler handler om noget andet end mig - det har jeg egentlig altid vidst, men at stå med et spædbarn i armene der er fuldstændig afhængig af mig (og sin far), sætter bare tingene i relief.

Alvin havde kolik, og græd hele tiden de første tre måneder. Eller, dvs at han primært græd om aftenen fra kl 17-00, og så gerne i middagsstunden også. Han sov desuden rigtig rigtig dårligt, og var ekstremt vanskelig at få til at falde i søvn. Jeg ville have slået ihjel for at have et barn som de andre i min mødregruppe, der lagde deres vågne børn (WTF?!) ned i liften, imens jeg stod i februar sludvejret og ruskede barnevognen op og ned, så Alvin nærmest dansede jiddabug i den.

Jeg nåede at føle nogen følelser som skræmte mig; når han havde grædt længe nok, måske to timer, og stadig var utrøstelig - så havde jeg faktisk lyst til at ruske ham. Sådan helt nede fra maven. For hvorfor stoppede han ikke med at græde? Hvorfor kunne Tim og jeg ikke trøste ham, og hvor længe skulle dette helvede af babygråd fortsætte?
I korte øjeblikke så jeg, hvordan det sker at forældre rusker deres grædende babyer...forældre der ikke har ressourcer nok, og som mangler den rette empati og kontrol til at varetage et spædbarn - især et spædbarn der er udfordret på søvnen, og som græder mange timer om dagen.

Og dér, lige dér, blev det klart for mig at vi var de rette forældre for Alvin. For vi ville ikke svigte ham, ruske ham eller lukke døren bag os og efterlade ham i sin egen altopædende ulykkelighed. Vi er nemlig anderledes end min mor; vi sætter vores barn og hans behov før vores egne.


Det var dog ikke kun Alvin der græd. Han startede, så græd jeg, da jeg holdt inde startede Tim og sådan gik det lidt i ring i starten. Det var jo virkelig en bobbel af tung frustration de første måneder. Det var selvfølgelig også så meget andet, men det ved I jo - det behøver jeg ikke at understrege, vel? Det er i hvert fald ikke dér fokus ligger i dette indlæg.

Man kan sige, at Alvins evindelige gråd var med til at slutte cirklen helt for mig; han viste mig i dén grad hvad ubetinget kærlighed er, og hvordan man for sit barn, om det græder eller ej, vil gå igennem ild og vand og alle de sværeste tider, om og om igen.

Og da fik jeg helt fred med historien omkring min mor og jeg; for kan man svigte sit eget barn, så er man jo ikke sund og rask - og dermed er det hende der bærer det altafgørende ansvar.

Det har jeg altid vidst, men Alvin slog det helt fast.
Og tak for det, min dreng.


Jeg fik altså ingen efterfødselsreaktion, ikke det der ligner, og alle mine bekymrede tanker havde været spildt. Men helt spildt er noget jo aldrig, og så kliché fyldt som sådan noget nu engang er, så gjorde Alvin mig til et helt menneske.  


Min øjesten, du er en dejlig én!

12 kommentarer:

  1. Du er en stærk kvinde <3 // www.blondinemor.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Henriette, ja det bliver man i sådanne situationer;)

      Slet
  2. Hov forsvandt min kommentar??
    Godt skrevet søde du - og Alvin er i den grad et vidunderligt barn og du en vidunderlig mor <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Æv, forsvandt den?
      Tusind tak Kat :) Og tak for ordene, det betyder jo så meget (ved du). Jeg gør i hvert fald mit allerbedste.

      Slet
  3. Du er skide sej, Maria! Og jeg er så glad for, at du har sluttet fred med din historie, for du har jo helt ret i, at det er din mor, der var noget galt med. Tror bare de færreste når så langt med en historie som din - så igen: du er så sej!

    SvarSlet
    Svar
    1. Taaak Elisabeth:)
      Ja, det har næsten været det vigtigste; at acceptere at det er her jeg står.
      Vi kan meget pga af de unger, ik. Men det ved du jo af alle;)

      Slet
  4. I har en vidunderlig søn :-) Og det var et stærkt indlæg, super.

    Vi tror på at vi alle er vores egen Herre, vi kan præges af fortid og gener, men vi kan også sætte os for at gøre det helt anderledes og rive os løs af fortid og gener.
    Vi synes du/I klarede jer gennem tankerne så flot.

    I går lagde vi en giveaway op på bloggen, 10 gavekort til Dit barns foto er på højkant, vi tænker om det er noget for jer :-)

    God søndag fra Maria & Tina fra "En verden af kunst" på www.mariahoffbeck.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de pæne ord Tina:)

      Ja jeg tror det er kloge ord du dér skriver - vi har i hvert fald et eget ansvar.

      Jeg kigger forbi din GA:)

      Slet
  5. Puha et tungt indlæg. Flot skrevet søde!! Sikke en start og jeg tænker jo HVORFOR og hvad skete der mon den morgen midt i guldkornene???
    Du er med garanti en fantastisk mor
    kh Libbie

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak søde Libbie:)
      Ja...det er jo en heeeelt anden og meget lang historie, men måske den skulle på bloggen.
      Klems til dig fra mig.

      Slet

Det gør bare dagen lidt sjovere med en kommentar:-)