Det er snart jul. Altså lige om et øjeblik. Og hold nu op hvor jeg glæder mig! Især fordi at vi i år skal holde det.
Jeg har tænkt meget over, især i de seneste år, hvorfor jeg er så vild med julen. Jeg er faktisk sådan nærmest fanatisk, og bliver helt febrilsk og hyperventilerende, når jeg ser de første nisser (som jeg i øvrigt hader...iih hvor er nisser bare ikke særlig pæne) i Netto.
Der er mange der synes at det går for hurtigt; at butikkerne skal geare lidt ned i tempo, og strække deres pyntesyge til december. Jeg tænker at alt på den anden side af Halloween er great!
Den første pynt i stuen i år
Nå, men jeg har en mini-besættelse af julen og min forestilling derom. Og det har jeg haft altid, tror jeg. Og det er egentlig lidt pudsigt, tænker jeg, da jeg på ingen måde er vokset op med englesang og kalendergaver. Faktisk tværtimod.
Min far var, af årsager jeg tidligere har omtalt, rimelig fraværende og min mor kan nok kategoriseres som isdronningen over dem alle, og har aldrig gjort noget ud af at hendes børn skulle have en magisk jul.
Jeg husker dog, at der hvert år var juletræ. Og at min bror og jeg et år var i den lokale isenkræmmer for at købe nisser til det. Vi var måske fem og seks år, og gik selv ned til butikken og hjem igen - det var andre tider dengang. Tider hvor man måtte og turde noget mere.
Jeg husker også, at vi sad fordybede på gulvet og talte grannålene der var faldet af selv samme juletræ et par dage efter jul, det var koldt i stuen og ikke særlig rart, og min lillebror sagde "Jeg tror at der måske er tusinde", og bag os kom en stemme fra min far der var kommet hjem efter uvisse dage i byen, og sagde med et stort grin "Eller måske er der en million?" - og så blev julen lidt bedre.
Så var vi nemlig samlede, og alt så lidt mere normalt ud.
Og er der noget jeg var optaget af i min barndom, så var det at fremstå normal. Fuldstændig kedelig, og som en der blendede ind i mængden. Med søndagsskovture, pakkekalender og tæpper på gulvene. For jeg følte mig som alt andet end det.
Min mor var alene med fire børn, min far var forsvundet og vi var stort set overladt til os selv.
Så der var ikke særlig meget julehygge. Det bedste juleminde jeg har, er fra da min mormor var på besøg fra Norge, og tog mig med i BR. Kun mig, det var en sjældenhed med tre små brødre at være alene med en voksen der havde tid og overskud, og det var magisk.
Det var i Lyngby Storcenter, og der var julepynt alle vegne. Jeg kan huske at der var et bordeaux gulvtæppe i butikken, og dæmpet julemusik. Jeg fik pebernødder og frit valg på alle hylderne. Om det var så idyllisk som jeg husker det betyder egentlig ikke så meget, for det var et magisk øjeblik. Sådan et Disney øjeblik. Sådanne øjeblikke som jeg jagter som voksen, for at få den perfekte jul indenfor døren og rækkevidde.
De ulykkelige barndomsår er ovre, og jeg er kommet rigtig godt ud på den anden side, primært takket være et fighter gen og en vidunderlig far. Så hvorfor er det SÅ vigtigt for mig, spørger jeg stadig mig selv om.
I mange år holdt jeg jul med min fars ex-kones familie, og det var nogle rigtig gode år. Hun var skøn, og har en fuldstændig vidunderlig familie. Det var oven i købet på en præstegård det blev holdt, og de år sneen dalede ned, var der max volumen på idyllen og katalog hyggen. Det var alligevel bare ikke helt mit eget. Selvom jeg havde en plads, fx var det mig der sammen med min søster dækkede julebordet, og mig der sørgede for en flaske bailey til aftenerne.
Og en del af min higen efter den perfekte glimmer-rystekugle-Dsiney jul er nok følelsen af at det er
mit eget.
Fra forrige års juletræ - de blå grankogler har jeg egenhændigt stjålet fra et juletræ i Berlin. Det er et stykke af min favorit pynt, da det er fra den ultimative kærlighedstur Tim og jeg var på i julen 2010
Alvin skal have pakkekalender. Den er købt og pakket ind, og den største udfordring med den er, hvor og hvordan den skal hænge (af hensyn til kalenderens overlevelse, er det nok klogest at placere den i stuen;-). For Alvin skal have pakkekalender. Og nissedør. Og (hjemmesyet) julesok. Med nissegaver i. Og gåture i skoven. Og varm cacao med flødeskum. Og alt det andet som gør at det bliver en magisk jul.
Det vigtigste er (dog alligevel - jeg kan godt se igennem den materialistiske bobbel af jule-tilbehør jeg trækker ned over os) nærværet, og at han føler at vi godt gider det - for pokker, det er min største skræk, at han skal have den tunge knugende bold i maven,som jeg havde i så mange år, og føle sig forkert, udstillet og anderledes. Min fornuft siger mig, at det er der ingen fare for, men mit hjerte tager alligevel mega meget over, og overkompenserer for al det tabte jeg ikke selv har nået at opleve.
Så jeg håber at julen bliver fantastisk - den bliver nok aldrig helt som i mit hovede, men mindre kan i virkeligheden også gøre det:)
Glædelig jul!
