Jeg arbejder som mentor. Mentor for sårbare unge, der af den eller anden årsag sidder fast i lige præcis den lomme og fordybning af håbløshed livet indimellem medfører - og som er havnet på kontanthjælp.
Jeg har arbejdet med denne målgruppe i snart ti år, så jeg vil på en eller anden måde kalde mig selv for en slags praktisk ekspert - jeg møder ofte mennesker med diagnoser i denne lomme, diagnosticerede eller ej, men altid sårbare og på deres laveste. Disse mennesker er som oftest desperate og ulykkelige over deres situation - og jeg har endnu ikke mødt nogen der aktivt traf et valg om at læne sig tilbage, nasse på samfundet og gnide sig i hænderne over den styrtende rigdom der nu vil vælte ind over dem. Derfor bliver jeg så træt når jeg indimellem støder på artikler der forarger mine Facebook venner. Facebook venner der har det godt; lever et stabilt og harmonisk liv, med ressourcer og som aldrig har set snerten af det jeg ser, hver dag.
De deles og går hurtigt viralt - nu mener de at de har fundet den skinbarlige sandhed, hvis bare disse ugidelige og dovne mennesker kan sparkes i gang - ja, så bliver alt bedre. Så kommer der nok flere skattelettelser, og finanserne kan bruges på noget relevant, som fx billigere ejendomsskatter. Eller nye havemøbler til alle.
Hvis man absolut skal sprede ordet om kontanthjælpen, så kan man da i det mindste sætte sig ind i det, og få sine facts straight - at der ikke er nogen der modtager 19.000 i kontanthjælp.
For, kære blåt stemmende segment, de mennesker der er på kontanthjælp i flere år af gangen - de har sædvanligvis ikke de samme ressourcer som du og jeg. De er sat ud af spil på den ene eller den anden måde, og det bliver ikke anderledes bare fordi man skærer ned på deres ydelse. Og taler grimt og hysterisk om dem i et så skingert tonefald, at man kan høre det ud igennem de skrevne linier på Facebook.
Jeg kan måske forstå, at man har svært ved at sætte sig ind i en så anderledes verden end sin egen stabile og forholdsvise trygge reference ramme. Men jeg begriber ikke, at man har så grim en tone, og at det er blevet fuldstændig i orden at tale om samfundets svageste som var de ukrudt der skal bekæmpes eller en pudsfyldt bums der bare skal trykkes ud, for at gå væk. Så overfladen igen kan blive ren og indbydende at se på.
Jeg savner godt nok at nogen tager noget A N S V A R ! ! !
For jeg må bare lige sige det: det er ikke kun de udsatte der har et ansvar her. Kommunerne og staten har så passificerende et system, der sætter udsatte mennesker i et vakum af regler og retningslinier, at det kan undre én om det er meningen at de nogensinde skal i arbejde igen? Det kan være så op af bakke, at jeg - i mit faglige virke - kan blive hylet ud af den, og bliver nødt til at trække vejret og starte forfra én gang til, imens jeg får et mentalt og praktisk overblik.
Ofte har jeg tænkt, hvad der mon skal blive af de mennesker jeg og mine kollegaer arbejder med, hvis de ikke modtager støtte (og her mener jeg ikke i form af mønter, men social pædagogisk støtte), og kommer gang på gang frem til at de der er en tak længere ude; hjemløse bl a, sandsynligvis er et produkt af dette.
Det er desuden både logisk samt dokumenteret, at det bedste værktøj til at bryde den sociale arv - som givetvis er en faktor hos den målgruppe der her er tale om - , er investering i mennesket - mødet med en anden, fagperson eller ej, der hjælper til at skabe nye veje.
Hvorfor bruger man så ikke dette mere? Hvorfor investerer man ikke mere end to timer pr uge på en borger, der tydeligvis har det rigtig rigtig svært, og som ikke magter at komme ud af sin situation når nu man ved at det kan have en stor gavnlig effekt?!
Hvorfor arbejdes der ikke mere på dette? Hvorfor tager virksomheder ikke større socialt ansvar?! Hvorfor er der ikke flere praktik pladser der kan føre til ansættelser, enten på Flex eller normale vilkår? Hvorfor skal det være så svært at finde en sprække ind til arbejdsmarkedet, at det kun kan lade sig gøre med hjælp fra en fagperson?
Hvordan kan det være at vi har et system der med den ene hånd udbetaler kontanthjælp, og med den anden hånd fastholder mennesker i deres situation?
Hvis man fx har både en diagnose og et alkohol problem - ved du så godt, at man nærmest er uhjælpelig? Ingen psykiatere vil udskrive medicin før der er styr på alkohol problemet...og de færreste kommuner vil indskrive til behandling/afvænning, hvis der ikke er styr på medicinen. Så kan det godt være svært. Især hvis man ikke bare lige kan tage sig sammen, som det underliggende budskab er i de fleste Facebook debatter...
Jeg synes, ligesom mine blåt stemmende Facebook venner, at det er ret problematisk at der udbetales kontanthjælp uden at der stilles (de rigtige) krav til borgerne. Men jeg synes søreme også, at det er problematisk at man ikke kigger på realiteterne, og erkender at systemet har skabt en gruppe af borgere, som de har sat over i et hjørne, hvor de skal vente.
Vente i flere måneder af gangen på et svar fra deres sagsbehandler, vente på at den ene afdeling færdigbehandler deres del af sagen inden den kan overgå til den næste afdeling. Vente på at nogen skaber tydelighed, forventningsafstemmer og guider deres borgere på en vej der er til at få øje på - og som man ikke skal famle sig frem på i blinde med bind for øjnene, imens man hugger løs med en lillebitte kniv i vild panik.
Havde man fra start af sat nogle brugbare og effektive systemer op, der ikke blot tog ansvaret fra borgeren selv - så kunne det være at man var nået til et bedre resultat?
Ja jeg siger det bare...
Nåmmen, jeg må vist i seng - jeg skal være frisk til i morgen, hvor endnu en dag kalder. Og man kan godt have brug for alle sine kræfter, når man skal være effektiv og skabe progression med en borger på to timer ugentligt - inklusive dokumentation og kørsel.
