søndag den 16. november 2014

Papir kalas hos Rie Elise Larsen

I dag har jeg været til papir-kalas hos Rie Elise Larsen...det var V I D U N D E R L I G T ! !

Det var sådan en dag jeg kan leve højt på længe, og som gav mig en indsprøjtning af glimmer, glitter, glæde, idéer, visioner og en ny opdaget gejst omkring det projekt jeg går og drømmer om at lave.

Jeg spottede arrangementet på IG, hvor Rie selv kommenterede på et af mine billeder (et måske lidt mislykket forsøg på et ophæng, jeg vidste ikke helt om jeg skulle være fornærmet eller begejstret for Ries kommentar, ha ha...), og hun mente at der var plads til forbedring på mit kreative indslag;-)

Nu er jeg jo ikke den fornærmede type, så jeg skyndte mig at melde mig til. Det koster 300 kr, og arrangementet tager tre timer. Det er alle pengene værd! Det kig man får ind i Ries verden er virkelig inspirerende, og det var SÅ skide hyggeligt og faktisk også produktivt - vi fik produceret mindst tre juleting hver - jeg fik lavet fire, da det ene kiksede og måtte blive til to...

Det var virkelig fint at få nye og sprudlende idéer til papir kreativiteter - min kærlighed til kreativiteter startede med papir, og jeg har faktisk et imponerende lager af papir, dimser og dutter samlet igennem årene. Det kan dog indimellem være svært at få løftet niveauet helt op til det delikate udtryk, som Rie så let som ingenting præger alle sine små kunstværker med, men det fik jeg mange fif til her.  


 Ries smukke papir rosetter. Jeg har set dem i mange magasiner i dette års juleindlæg, og med den fine pige ser de lige det lækrere ud!

 Pink på rad og række - eller skulle man sige i bunker

 Et bord der indbyder til at springe om bord og gå krea amok!

 Rie lærer fra sig, det er de små teknikker der gør forskellen

 Lækre detaljer

 Efterårshygge med brændeovn og smuk snor på hylder - en idé der er lige til at stjæle

 Fine sager!

Dekoration
 Dejligt kreativt indspark så snart man træder ind af døren

 Jeg elsker den stærke mand, er han ikke bare skøn?! Ville elske at have ham på Alvins værelse...

 Flere fine detaljer

 Fine dyr på parade!

 Fin indpakning

 Salg af fine sager

 Vildt vildt viiiiildt lækker væg!!!!

Jeg dør! Jeg MÅ lave noget lignende selv...har faktisk den perfekte baggrund klar. Har lavet en neon cirkel på det dér moderne reste træ...den må da have besøg af en giraf eller hvad jeg nu kan finde i gemmerne!

Jeg tror at det er rigtig vigtigt at huske at gøre noget af det der gør én glad, om det så er to svedende timer i fitness centeret, en stor flødeskumskage, at høre musik og danse rundt i stuen eller et kreativt kick. Det er også altid sjovt at møde ligesindede, som man kan nørde med og begejstres omkring - det er ikke så mange af mine veninder der bliver høj af papir og smukke og unikke dimse dutter;-) 
Tænk dig, der var kommet et par pier helt fra Tyskland, for at deltage i workshoppen.

Jeg er fyldt op med ny energi, og vil gå i gang i løbet af ugen. Se gerne med på IG, og følg også med her når jeg lægger billeder op af hvad jeg fik kreeret i dag:-) 

Tak fordi du læste med!

lørdag den 15. november 2014

Eftermiddagstur med løbecyklen

Den anden dag gik vi en tur med løbecyklen. Vi bor tæt på vandet, så det tager omkring ti minutter - måske tyve med Alvins eventyrlystne gen - at komme derned på gåben, og i dette tilfælde løbecykel.

Han er så skrap til det, men den i træ er mere fiks at se på end til at køre sådan nogle lange ture med, tror jeg. så der må vist en Puky cykel på ønskesedlen til jul.









Her har vi det altså godt!

Hvorfor blogger jeg?

Nå. Så gik der tid med det. Det dér liv, som jeg lever i min travle hverdag. Som er god og dejlig.



Jeg har holdt en lille pause fra bloggen, da jeg kunne mærke at den drejning blogland tager for tiden lige smed mig af et øjeblik. Jeg blev i tvivl om hvorfor jeg blogger; hvis skyld jeg gør det for. Og det fandt jeg ud af; for min egen og for Alvins skyld.
Jeg er vokset op uden særlig meget historie omkring mig - eller, uden at kunne huske historien efterfølgende. Jeg har ikke særlig mange billeder fra min barndom, og nogle af de tidlige år var uden kontakt til min far, og de sidste 21 har været uden kontakt til min mor - det giver immervæk nogle huller.
Det er derfor blevet overordentligt vigtigt for mig at kunne hjælpe Alvin med at huske hvem han er og var. Og dét her er en af måderne at gøre det på.

Der sker noget i blogland for tiden, der popper nye blogs op rundt omkring, det er blevet mega hipt at være mommy-blogger. Er jeg mon overhovedet sådan én? Jeg ved det ikke, men jeg er jo mor og blogger...blogger bare ikke om events og produkter. Eller er med i hemmelige grupper på fb. Men jeg er her;-)

Jeg har altid holdt utrolig meget af at skrive, dansk var faktisk det eneste fag jeg var sådan rigtig god til i skolen, og jeg afleverede aldrig en stil på under 15 sider (dengang var de jo også skrevet i hånden...så det var jo ikke SÅ crazy!), og alle mine lærere (og nok også jeg selv) troede at jeg skulle noget med ord. Sådan blev det ikke, kun på mit lille fristed her.

Det kreative fylder stadig meget, det har fremmet processen noget, at det hele kan stå i kontoret - uden at skulle rydde det op hver gang. Men jeg får ikke taget så mange billeder af det, kun til Instagram.
Jeg blogger meget om Alvin, og det kan jeg mærke er fedt for mig; at jeg kan gå tilbage og se de fine billeder, og  hvor meget der er sket de sidste par måneder. At huske.

Den tendens der florerer omkring at skulle være en ærlig og ikke-blufærdig mor der viser livet i al sin elendighed og dunst af lortebleer frem, har jeg ikke helt fundet endnu.
Der tales meget om at det er en modpol på alt det polerede og filtrerede vi ser på blandt andet IG - men jeg synes ikke at det er sådan. Måske fordi jeg ikke følger (så mange) af de helt filtrerede brugere, eller fordi jeg jo godt ved at det er et øjebliks billede, og ikke et reelt stykke fuldt liv.

Jeg synes at det hele er givende; de flotte og opstillede billeder, og de højtråbende mamas - så kan jeg læse med de forskellige steder alt efter behov.

Tak fordi du læste med!

søndag den 12. oktober 2014

Uden at lyve, avisen koster bare tyve!

De færreste af os har vel kunne undgå at høre nyheden om en hjemløs der døde i sidste uge? Ambulancen kom sent, og efter sigende var der hos alarm centralen i telefonen blevet spurgt ind til, hvorvidt den nødstedte var grønlænder - underforstået som at det så sikkert var hans egen skyld, og at det bare var endnu en brandert? Eller hvordan?



Hjemløse - dem ser vi alle af og til. Nogle ser dem mere end andre, og ikke kun afhængig af hvor man bor. Jeg bor fx i Frederikssund, som ligger hulens langt væk fra Kbh, skulle jeg hilse at sige, men jeg hører nok til dem der ser hjemløse mere end andre...

Jeg har flere gange her på bloggen fortalt om min fars fortid som narkoman, han er en ener ham den gamle, og har siden hen drevet det vidt i livet. Men hans alvorlige misbrug af stoffer, har selvsagt  gjort at jeg i en tidlig alder har forholdt mig til, og taget stilling til hvad det betyder at være udsat i vores samfund.Vores dejlige samfund, hvor de fleste af os har det rigtig godt! Fx er de største udfordringer i min lille families liv pt, at vi er ved at gå heeeelt død i den renovering vi nu har stået i i to år - på trods af at redningen i form af malermester Søren dukker op i morgen, og tryller vores hjem hvidt og flot og med GIPS lofter...næ næ!! Ja, og så er vi utilfredse med Alkas vurdering af vores ferie erstatning, så dem skal jeg have fat i i morgen.
På den ret meget mere alvorlige front har vi også kræft i familien, hos et højt skattet familie medlem, men i vores lille fem kløver, så er de to nævnte punkter det der optager os mest LIGE NU.

Men - vi HAR jo et sted at sove, et hjem, en base et sted at restituere! Et sted at samles når verden er for uoverskuelig, når vi skal holde jul og se ind i vores ungers lysende øjne eller stene serier med veninderne. Et sted at sove, bade, spise, sy, lege, hvile og tanke op. Vi, og sikkert også du, er så heldige at have det....

Jeg møder ofte mennesker der tror, at her i Danmark er der da ingen der behøver at være hjemløse. For det første kan man da bare gå op på kommunen og ansøge om en bolig, og for det andet så burde man tage sig selv i nakken og få et job.

"Det kan jo ikke være rigtigt, at man ikke gider at arbejde....så kunne alle jo bare sidde derhjemme og skrabe penge ind fra det offentlige...!"

Næ...det kan man ikke bare her i landet. Ikke hvis man har psyko sociale udfordringer, misbrug krydret med en diagnose - eller flere, for en diagnose ommer sjældent alene, og ADHD er faktisk virkelig gode venner med ASF, vidste du det? Og når man både har en diagnose og samtidigt et misbrug, så er det utrolig svært at få behandling til det ene eller det andet. For alle faggrupper vil gerne behandle deres område alene, og derfor kan en diagnose fx oftest ikke behandles hvis mennesket samtidigt har et aktivt misbrug. 

Jeg husker engang jeg gik med yngste bonus en tur i Netto. Udenfor stod en Hus Forbi sælger, sådan én af dem der ser trætte og slidte ud, uden overskud og jongleren med ord. Én af dem der måske havde nedtur på i dag? Eller synes at livet var særlig svært lige dér? Eller måske bare en surmuler?
Uanset så købte jeg bladet, og da vi gik sagde bonus forarget "Men han tiggede jo?! Dem må man ikke give penge?".
Jeg har nogle ret lækre bonus drenge, lad os lige få det helt på plads, men særligt bevidste om sådanne ting, det var de ikke før. Måske heller ikke så meget nu, men jeg håber at de tager lidt af det med, som jeg forsøger at vise dem.  Vi snakkede om hvad det betyder at være hjemløs, og hvorfor man må prøve at se lidt mere nuanceret på verden indimellem.

Om man vælger at deltage aktivt i bekæmpelsen af de sociale udfordringer som vores samfund rummer eller ej, så synes jeg at man skylder sig selv, sine børn og alle andre egentlig, at tilegne sig viden og et nuanceret syn på sagerne. Du finder info om Hus Forbi her. De modtager gerne vintertøj og støvler, så har du noget du kan undvære, så smid det endelig af hos dem.

For hvad kan man gøre  når nu man møder en hjemløs? Ikke så meget måske, men venlighed og åbenhed er dog to træk der som oftest virker for os alle - så køb avisen, sig goddag og måske lidt mere til sælgeren, og stik ham en muffin. Man har det sgu så godt bagefter - og dét tæller vel også....

Tak fordi du læste med!

søndag den 28. september 2014

En rigtig dreng?

Ovenpå debatten om de små tissemænd, har jeg tænkt nogle flere tanker om det dér med at være en dreng.





Instagram så jeg at Julia havde gjort sig nogle tanker om det "at være en rigtig dreng"  (hun har vist et indlæg på vej).

Det er noget jeg også har tænkt meget på...hvad er en rigtig dreng? Og hvorfor? Og hvordan skabes den dér rigtige dreng??

Som pædagog har jeg selvfølgelig mange tanker om dette, og min primære tanke inden Alvin blev stor nok til at have en holdning til noget som helst (andet end hvor hurtigt der skulle være service fra min mælkecentral og hvor lidt han skulle sove), var at det var noget man kunne præge børn til...altså puffe dem blidt i retning mod enten at være bidt af en gal bil, eller en dreng der trivedes bedst med puslespil og deslige.

På trods af billederne herover, så er Alvin det man ellers vil kalde  

"en rigtig dreng"
  
Han elsker biler - ELSKER dem! Da han var lille, vel allerede da han var omkring et år, begyndte han at brumme, køre, kigge efter og bare generelt være meget optaget af biler. Bolde var hans første rigtig store kærlighed, dem var han vild med allerede da han var syv-otte måneder. Faren siger at han har talent;-) 
Alvin har dog også en dukkeseng som jeg selvfølgelig har syet sengetøj til, og som I kan se på billederne, så har han også det lille fine lyserøde Hello Kitty hus - det var egentlig købt til min venindes datter, men han blev så fascineret af det, at han fik det - og han har leget utrolig meget med det siden. 
Han kysser Kittyerne (der er mange - en hel lille familie!) godnat, putter dem, synger for dem og trøster dem - de taler i det hele taget meget til hans omsorgsgen, og han fordyber sig og leger godt og længe med dem. 

Jeg elsker at betragte ham imens han leger; det er stadig i start fasen, den der rigtige dybe leg, men han er bare så god til det, og kan bruge lang tid på det. 
Typisk vælger han "drenge-lege"; det er tydeligt at han er begyndt at se de større børnehave drenge an, og løber nu hurtigt afsted med en elegant landing og et sejt hop i afslutningen, imens han indtager en truende position med sit skumgummi sværd. Ellers sidder han med sine figurer, og sætter lyde på imens de slås og siger høje og irriterende lyde. En anden yndlings beskæftigelse er hans værktøj - eller Tims! Begge muligheder fungerer. Han har dog fået sit eget lille kit nu, med rigtig hammer og søm, da det optager ham så meget. 

Nå - tilbage til mine tanker om drenge og leg. Jeg kender flere (og det er ikke løgn, selvom man skulle tro det...!), der helst ikke vil have at deres drenge leger med pige legetøj...eller som kan tænke (og sige) "Er denne her trøje mon for piget?", hvis der er et lille neon pink logo et sted.... Jeg spekulerer over, hvad det mon kommer af, for jeg tror nemlig ikke at der er så mange der vitterligt tror, at drenge bliver mere "fimsede" af at lege med pige legetøj - men hvad er det så? 

Jeg husker en dreng der gik i den børnehave jeg arbejdede i. Han var helt vidunderlig, nok fordi det var hans forældre også. De havde to børn; en dreng og en pige, smukke og harmoniske børn med de mest nede-på-jorden og laid back forældre. Moren arbejdede i Røde Kors, og faren var hjemmegående i en periode (ja - se, moderne konstellation allerede der), og hang gerne ud nede i køkkenet efter at ungerne var afleveret, og charmerede alle med sin engelske accent. S K Ø N familie. Deres søn begyndte pludselig at gå i søsterens tøj, sådan helt ud af det blå. Der blev talt lidt om det; hvorfor gjorde han mon det? Jeg husker især, at én af mine kollegaer var lidt forarget over at forældrene ikke stoppede ham - men hvorfor skulle de dog det? Havde det været en pige, så var der sikkert ikke nogen der havde løftet et øjenbryn. En pige i jeans og med kort hår er jo set så mange gange før, intet alarmerende i det. 

Selvom der er sket meget indenfor dette område; fx som i Sverige, hvor de nogle steder omtaler børn som "Høn" (måske en anelse for excentrisk til min smag), er vores opfattelse af drenge og piger stadig meget stereotype...og det tænker jeg ikke gør noget godt for os i det lange løb.

Til info så har jeg adspurgt forældrene, om det er ok at jeg beskriver dem i mit indlæg;-)

Jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg selv ville reagere, hvis Alvin begyndte at ville gå i lyserødt og "rigtigt" pigetøj (for Alvin har jo altid haft et par stykker tøj fra pige afdelingen - det er bare så dødsygt det meste til drenge! Hans seneste sneakers, der nu er for små, var også lyserøde, blå og gule - og han elskede dem!), men jeg håber virkelig at jeg ville kunne håndtere det på en ordentlig og cool måde - og ikke blive befippet og forvirret over de gængse retningslinier vi har for drenge i vores samfund. 

Og den lille fyr der gik i sin søsters (lyserøde) leggings og prikkede kjole? Han holdt op igen. Som langt de fleste gør. Og de der havde skænket det færrest tanker var ham og hans forældre.

Faktisk er Alvins yndlingsfarve lyserød, og er den farve efter gul, han havde først tjek på.  
Jeg er ikke så bekymret for, at denne fyr bliver træt af værktøj og deslige - faktisk må han gerne lege meget mere med Hello kitty ;-) 



 
Tak fordi du læste med!

torsdag den 25. september 2014

En historie om en ugle - eller bare et ugle kostume

Det er jo et øjeblik noget tid siden, at det var fastelavn.


Jeg var i vanlig god tid, og begyndte at kreere et kostume aftenen inden. Jo jo, hvorfor lave om på det dér med at arbejde bedst under pres. Shit, jeg håber at jeg lærer det en dag, det giver sgu lidt sved på panden, og måske et vris eller to til mand og børn, at sidde dér og knokle i SÅ dårlig tid...! Og det skulle jo for fanden helst være hyggeligt.


Nå men - jeg spekulerede hvad jeg kunne proppe Alvin i af kostumer. Helst ikke et eller andet syntetisk superhelte kostume, da jeg givetvis kan se frem til det i nærmeste fremtid.


Så jeg ville udnytte min ultimative mor-magt, og bestemme det helt selv! Yeah hørte man mig.
Imens maskinen bumlede der ud af...Og spyttede dette ud.
Jeg har blot forstørret et bluse mønster så det når ned under rumpen, klippet buer ud i forskellige farver stof, som jeg har limet på. Ærmerne fungerer dermed som vinger.
Masken er klippet i filt, og tegnet i fri hånd. Tilsæt et par strømpebukser, og du har den allermest lille nuttede ugle.
Man behøver i princippet ikke at kunne sy for at lave dette kostume, da man sagtens kan bruge en almindelig basis bluse. Limpistolen er din ven:)





Ja og så blev det jo fastelavns-morgen. Og jeg glædede mig sådan til at se ham den lille fine i sit ditto kostume. Men nej. Glem det, mor. Han nægtede at i føre sig det. Jeg fik ikke engang prøvet det på ham. Den lille lort.

Såååeh...det dér med at arbejdet bærer taknemmeligheden i sig selv, må i dette tilfælde være sandt. 

Payback is a bitch, Alvin har jo tydeligvis glemt, at det er mig der afgør om han nogensinde får lov at eje et Brandmand Sam kostume. Ha ha ha....

Tak fordi du læste med!

onsdag den 24. september 2014

Tre måneder til juleaften - hjemmesyede julesokker

Det er der i dag! Er det ikke bare skønt - jeg elsker det!

Jeg er pt arbejdsløs, og det er jo rimelig irriterende - til gengæld er det ret fedt, når jeg kan bruge en dag i sy-stuen, næsten uden dårlig samvittighed (badeværelset kan jo altid tåle en overhaling med fire drenge i huset, den dér tøjvask burde også lægges sammen og den kææææmpe bunke af sager der skal sorteres inde i sy-stuen skuler til mig, når jeg har sat mig for at holde pause ved symaskinen - men sssscccchh!! )

Det blev i dag derfor til disse fire julesokker - jeg er helt vild med at sy dem. De er nemme og sjove at sy, og man kan variere udtrykket i det uendelige.






Jeg udlodder én af dem ovre på Instagram, kom og vær med:)

Glædelig tre-måneder-til-jul dag!

Tak fordi du læste med!