torsdag den 11. juni 2015

Til alle mine blåt stemmende Facebook venner....

Der er snart valg. Det er næppe gået nogens næse forbi. Jeg ved godt hvad jeg skal stemme, det bliver rødt. Igen. Det kan vel næppe være anderledes, når jeg nu beskæftiger mig med det jeg gør.




Jeg arbejder som mentor. Mentor for sårbare unge, der af den eller anden årsag sidder fast i lige præcis den lomme og fordybning af håbløshed livet indimellem medfører - og som er havnet på kontanthjælp.
Jeg har arbejdet med denne målgruppe i snart ti år, så jeg vil på en eller anden måde kalde mig selv for en slags praktisk ekspert - jeg møder ofte mennesker med diagnoser i denne lomme, diagnosticerede eller ej, men altid sårbare og på deres laveste. Disse mennesker er som oftest desperate og ulykkelige over deres situation - og jeg har endnu ikke mødt nogen der aktivt traf et valg om at læne sig tilbage, nasse på samfundet og gnide sig i hænderne over den styrtende rigdom der nu vil vælte ind over dem. Derfor bliver jeg så træt når jeg indimellem støder på artikler der forarger mine Facebook venner. Facebook venner der har det godt; lever et stabilt og harmonisk liv, med ressourcer og som aldrig har set snerten af det jeg ser, hver dag.


to hænder, der skubber på mat glas.


De deles og går hurtigt viralt - nu mener de at de har fundet den skinbarlige sandhed, hvis bare disse ugidelige og dovne mennesker kan sparkes i gang - ja, så bliver alt bedre. Så kommer der nok flere skattelettelser, og finanserne kan bruges på noget relevant, som fx billigere ejendomsskatter. Eller nye havemøbler til alle.


Hvis man absolut skal sprede ordet om kontanthjælpen, så kan man da i det mindste sætte sig ind i det, og få sine facts straight - at der ikke er nogen der modtager 19.000 i kontanthjælp.


For, kære blåt stemmende segment, de mennesker der er på kontanthjælp i flere år af gangen - de har sædvanligvis ikke de samme ressourcer som du og jeg. De er sat ud af spil på den ene eller den anden måde, og det bliver ikke anderledes bare fordi man skærer ned på deres ydelse. Og taler grimt og hysterisk om dem i et så skingert tonefald, at man kan høre det ud igennem de skrevne linier på Facebook.


Jeg kan måske forstå, at man har svært ved at sætte sig ind i en så anderledes verden end sin egen stabile og forholdsvise trygge reference ramme. Men jeg begriber ikke, at man har så grim en tone, og at det er blevet fuldstændig i orden at tale om samfundets svageste som var de ukrudt der skal bekæmpes eller en pudsfyldt bums der bare skal trykkes ud, for at gå væk. Så overfladen igen kan blive ren og indbydende at se på.


Jeg savner godt nok at nogen tager noget A N S V A R ! ! !


For jeg må bare lige sige det: det er ikke kun de udsatte der har et ansvar her. Kommunerne og staten har så passificerende et system, der sætter udsatte mennesker i et vakum af regler og retningslinier, at det kan undre én om det er meningen at de nogensinde skal i arbejde igen? Det kan være så op af bakke, at jeg - i mit faglige virke - kan blive hylet ud af den, og bliver nødt til at trække vejret og starte forfra én gang til, imens jeg får et mentalt og praktisk overblik.
Ofte har jeg tænkt, hvad der mon skal blive af de mennesker jeg og mine kollegaer arbejder med, hvis de ikke modtager støtte (og her mener jeg ikke i form af mønter, men social pædagogisk støtte), og kommer gang på gang frem til at de der er en tak længere ude; hjemløse bl a, sandsynligvis er et produkt af dette.


Det er desuden både logisk samt dokumenteret, at det bedste værktøj til at bryde den sociale arv - som givetvis er en faktor hos den målgruppe der her er tale om - , er investering i mennesket - mødet med en anden, fagperson eller ej, der hjælper til at skabe nye veje.
Hvorfor bruger man så ikke dette mere? Hvorfor investerer man ikke mere end to timer pr uge på en borger, der tydeligvis har det rigtig rigtig svært, og som ikke magter at komme ud af sin situation når nu man ved at det kan have en stor gavnlig effekt?!


Hvorfor arbejdes der ikke mere på dette? Hvorfor tager virksomheder ikke større socialt ansvar?! Hvorfor er der ikke flere praktik pladser der kan føre til ansættelser, enten på Flex eller normale vilkår? Hvorfor skal det være så svært at finde en sprække ind til arbejdsmarkedet, at det kun kan lade sig gøre med hjælp fra en fagperson?


Hvordan kan det være at vi har et system der med den ene hånd udbetaler kontanthjælp, og med den anden hånd fastholder mennesker i deres situation?
Hvis man fx har både en diagnose og et alkohol problem - ved du så godt, at man nærmest er uhjælpelig? Ingen psykiatere vil udskrive medicin før der er styr på alkohol problemet...og de færreste kommuner vil indskrive til behandling/afvænning, hvis der ikke er styr på medicinen. Så kan det godt være svært. Især hvis man ikke bare lige kan tage sig sammen, som det underliggende budskab er i de fleste Facebook debatter...


Jeg synes, ligesom mine blåt stemmende Facebook venner, at det er ret problematisk at der udbetales kontanthjælp uden at der stilles (de rigtige) krav til borgerne. Men jeg synes søreme også, at det er problematisk at man ikke kigger på realiteterne, og erkender at systemet har skabt en gruppe af borgere, som de har sat over i et hjørne, hvor de skal vente.
Vente i flere måneder af gangen på et svar fra deres sagsbehandler, vente på at den ene afdeling færdigbehandler deres del af sagen inden den kan overgå til den næste afdeling. Vente på at nogen skaber tydelighed, forventningsafstemmer og guider deres borgere på en vej der er til at få øje på - og som man ikke skal famle sig frem på i blinde med bind for øjnene, imens man hugger løs med en lillebitte kniv i vild panik.
Havde man fra start af sat nogle brugbare og effektive systemer op, der ikke blot tog ansvaret fra borgeren selv - så kunne det være at man var nået til et bedre resultat?


Ja jeg siger det bare...


Nåmmen, jeg må vist i seng - jeg skal være frisk til i morgen, hvor endnu en dag kalder. Og man kan godt have brug for alle sine kræfter, når man skal være effektiv og skabe progression med en borger på to timer ugentligt - inklusive dokumentation og kørsel.







torsdag den 23. april 2015

Tillykke med jubilæet, drenge!



Det er åbenbart tyve år siden i dag. T Y V E år siden at Østkyst Hustlers´ album Verdens længste rap udkom. Tyve år siden at jeg hørte det dér lidt tunge monotone beat, og ikke helt forstod hvad det var eller hvem der havde lavet det. Jeg vidste vist ikke så meget om rap...mine primære interesser kredsede sig mere om gymnasiefester, veninder og drømme om fremtiden.

Og drømme havde jeg rigeligt af. Jeg troede i mange år, at jeg skulle beskæftige mig med ord; noget der gav mening på mere end én måde, lyrik og finurlige kompositioner.
Dengang skrev vi stile i hånden, ingen ejede en bærbar computer, og da slet ikke mig. Så jeg skrev og skrev og skrev. Stile på 15, 20 og 25 sider. Det var de eneste lektier jeg lavede, for jeg havde meldt mig lidt ud af de øvrige fag. Jeg var ikke så god i skolen; eller det var i hvert fald noget jeg havde tillært og bildt mig selv ind. For hvis jeg havde smidt lidt af fuck-dig attituden, så var det nok gået lidt anderledes.

Da jeg skiftede skole i 1995, hvor mit sidste år på skolen i Sorgenfri var gået, og startede i 10. klasse på Stevnsgade skole på Nørrebro, skrev jeg en stil på 20 sider om Nazi Tyskland. Min nye lærer, Karin, tilbageholdt den, og ringede til min gamle klasselærer, Jytte Peter Petersen, for at høre hvad der foregik med den lidt anderledes opgaveaflevering. Men den var god nok; det var jo sådan jeg gjorde. Skrev og malede en forside til; multikunstner mente jeg måske selv at jeg var.
Og hov, jeg fik næsten altid 13. Nogle gange 11, men så var det en rigtig skidt dag. Eller aften, for jeg lyn skrev dem altid klokken kvart i kvalme aftenen inden de skulle afleveres.

Så derfor troede alle, inklusive Jytte og Karin, at jeg skulle blive til noget stort med forfatteriet.

Indtil jeg startede på gymnasiet. Sproglig student, det er klart. Det var bare ret uklart for mig. Jeg fattede simpelthen ikke hvad de talte om; grammatik, positive og negative bøjninger (eller var det overhovedet dét?) og et hav af lektier. Altså bunkevis. Det var fuldstændig dødsdømt fra start. Jeg der er opvokset i det ultimative ustrukturerede hjem, hvor ingen nogensinde har spurgt mig om jeg havde lektier for, skulle jeg nu præstere. Så det gjorde jeg, troede jeg.
Jeg skrev en lang stil i vanlig Maria-stil, og afleverede den i sikker tro om at dén var i hus. Og fik den tilbage med et 7 tal på(!!!!), og et væld af røde streger. Den var dækket af rettelser - rettelser på MIT styrke område. Jeg var rasende, fuldstændig tosset, og satte mig ned og malede alle de røde streger over med rettelak (til fremtids Alvin kan jeg fortælle, at det var sådan noget magisk-maling vi brugte før delete knappen var tilgængelig). For hvad så om jeg ikke kunne sætte kommaer? Jeg kunne jo skrive, og det havde altid været nok - men ikke i gymnasiets regi. der skulle man fandeme også forholde sig til korrekt ordstilling og grammatik - bevares.

Nå, lige dér opgav jeg at bruge gymnasietiden til noget fornuftigt, og freestylede den hele vejen igennem....sammen med Østkyst Hustlers.


 

For jeg hørte noget hos en kammerat, det var VLR. Og jeg var absolut betaget fra første beat. Det dér, det var bare lige mig, lige noget jeg kunne forstå. Sjovt, gennemtænkt og virkelig virkelig særligt.Jeg elskede det!
De der kender mig, vil vide at jeg aldrig gør noget halvt (medmindre det har med lektier og rengøring at gøre, til stor irritation for mine gamle lærere og nuværende mand, ha ha...) - så en hurtig research, som jeg ikke engang aner hvordan jeg lavede, det var jo før Google, ledte mig til de her gutter. Peyk, Jazzy og Bossy. Og så startede cirkusset ligesom.



 Jo sådan så mine kalendere ud....virkelig virkelig gennemført - eller virkelig virkelig bekymrende...


Jeg oplevede dem første gang i Pumpehuset i 1997, og det er til dato den bedste koncert jeg nogensinde har været til.
Jeg var sammen med Dorthe min veninde, den lokale tankpasser (altså virkelig virkelig sært?! Hvorfor filan var han med - vi fulgtes faktisk med ham....det var vist noget med at Jazzy tankede benzin dér hvor han arbejdede, ved mit gymnasie, og så endte det åbenbart med en fælles tur til Pumpehuset...) og et par stykker andre. Efter koncerten stod vi og bankede på døren bagved, og dér kom de ud. Det var vidunderligt. Og sjovt. De var sjove.

Så jeg købte en billet mere...og en mere...og en til...og der gik ikke længe før drengene kunne genkende os, og lukkede os backstage hver gang. Og overvej lige hvor cool dét er for en 17-årig pige.

Når jeg nu ser tilbage, så var vi nok ikke helt så cool som vi bildte os ind. Og mon ikke de grinede lidt af os, og ikke altid med os #indsætSelvAbeSmileyDerHolderSigForØjnene

Nåmen, de var altid søde ved os. Altid. Altså lige med undtagelse af den gang hvor Peyk råbte tværs igennem omklædningsrummet til os  mig "Hey, det er da hende dér der skrev den der skoleblads artikel om os, og syntes at jeg var et arrogant røvhul". Og okay - det havde jeg måske skrevet. Og måske afleveret den til Jazzy, som selvfølgelig havde delt den med de andre, måske især fordi den var lidt pinlig. Og det var måske lidt dumt. Og måske også dumt at synes at h var arrogant, han var nok bare træt og udmattet efter en svedig koncert. Så måske var jeg klar til at lave et forsvindingsnummer lige dér på stedet, selvom jeg nu igen stod i det eftertragtede omklædningsrum.

Det endte med at vi faktisk interviewede Bossy som et par ægte ugeblads journalister (i mellemtiden havde vi selvfølgelig startet en fan klub for ØH, og var jo faktisk på et ret alvorligt job midt i omklædningsrummets fadæse), imens jeg var meget bange for at kigge på Peyk.

Men vi kunne altså ikke få et lift til en station den dag. Og vi var altså i Slagelse, tror jeg? Uden penge, planer eller stedsans.
Så det endte med at Mek Pek, som var konferencier den dag, tilbød os at sove på hans værelse. Og nu siger jeg ikke, at han var mere interesseret i os end de gæve hustlere var, jeg siger bare at det var en virkelig upassende ting at spørge om, og at vi syntes at han var virkelig klam og virkelig mærkelig.  Heldigvis var der en lastbils chauffør der var i færd med at skille scenen ad, der tilbød os et lift til Slagelse station. Så hjem kom vi.

Peyk tilgav mig heldigvis, og vi kunne følge i drengenes tour-spor videre ud i det ganske land.

Jazzy og jeg i det uhyggelige omklædningsrum

Så det gjorde vi. Vi var i Næstved, Helsingør, Valby og mange andre steder.

Festen skulle slutte af med at vi fejrede tourens magi og punktum med drengene i Randers, det udskældte og morsomme omdrejningspunkt i fortællingen.

Så vi tog toget. Til Randers. For penge vi havde tjent i bageren i weekenden og fredag morgen efter bytur hele torsdag nat. Jeg havde i øvrigt geografi fredag morgen, og sov ofte hen over bordet efter sådan en nat. Jeg kunne egentlig godt lide geografi, men kan i grunden godt forstå nu, hvorfor jeg fik så ringe karakterer.

Og drengene var også i Randers. Det var de bare dagen før os. Og var taget hjem igen. Så dér stod vi. Riiiimelig sure og skuffede, og måtte finde et retur tog til Kbh. De søde fyre fra ØH fik vist nok et brev med en opsang fra os, jeg husker at vi sad i toget og tog billeder af vrede breve vi havde skrevet til dem. Enhver måtte da kunne forstå, at vi burde have haft sær-status og invite til finalen;-)
Jeg tror dog at vi i sidste øjeblik skiftede skæld ud med skuffethed, og sendte dem et æv-brev. Ja, brev, som i totalt analog proces, der var ikke lige mail og facebook vi kunne benytte os af.
Vi fik selvfølgelig svar retur, med kort os autografer fra de hæderlige drenge.
Til Grøn Koncert i Valby 1997

De tournerede igen året efter, men jeg var på en eller måde ligesom blevet lidt for gammel eller noget, i hvert fald havde det ikke samme magi for mig at følge dem rundt; jeg følte mig lidt fjollet.

Men magien for musikken er aldrig forsvundet. Jeg ELSKER deres musik! Jeg hører det ofte, og har altid en ØH, Kim Larsen og Eminem playlist på min tlf.
Jeg smed sidste år alle mine CD´ere til genbrug, de eneste jeg beholdt var ØH, Humleridderne og Tarkans greatest. Ja lidt tyrkisk hofte vrider musik er ikke at kimse af. Det er fra min guide tid. Og en helt anden historie. Apropos det dér med aldrig at gøre noget halvt.

Tim, min mand, er også pjattet med ØH. Det er jo heldigt. Han gik lige skridtet videre, og spurgte om de ville komme og spille til vores bryllup. Det kunne de ikke, de havde desværre andre planer lige den aften. Ellers var de selvfølgelig kommet...!!
Og når nu de ikke kunne komme i egen person, så var de faktisk alligevel lidt med, da jeg havde fået hjælp af Jazzy til at skrive en bryllups rap til Tim over Penge ind på torsdag. Ja, dér stod jeg og rappede. Eller pippede, eller hvad det blev til. Og min kammi, Brian, spillede den på guitar. På gehør, for i dét band har man åbenbart ikke noder. Eller kan fremskaffe dem. Det er da klart;-)
Vi øvede den om morgenen, da jeg sad hjemme hos ham og min bff og fik sat bryllupshår. Frederik, yngste bonus, var med og syntes at det var SÅÅ kikset, og håbede til det sidste at det var bare var noget jeg truede med at gøre.

Men det var en god aften, tak for hjælpen, Jazzy! 

Jeg synes at det nærmer sig kunst, og tror aldrig at jeg vokser fra det. De fine historier de fortæller er lige i øjet. Underspillede og overlegne, sjove og tragiske og fine og tarvelige på én gang. Det er da ret cool at kunne. Og lige dét jeg drømte om, dengang jeg havde virkelig dårlig tøjstil og ikke havde lært at bruge makeup endnu.


Jeg, Bossy og Sandie, min ØH veninde, det kalder jeg hende faktisk stadig, på en pløjemark et eller andet sted på Sjælland

Så jeg vil gerne lige sige tak. Tak til de tre for at have givet mig så mange gode oplevelser som håbløs 17-årig, tak for grinene, panikken og de fantastiske koncerter. Jeg håber at vi ses igen til en aften fuld af musik og gejl i løbet af sommeren.
Drengene er nemlig på en jubilæums turne - find programmet lige her.

Ukrudt, brandmænd og paneler

Han vokser. Som ukrudt.

Det vil også sige, at tøjet bliver for småt - og at der skal sys mere af det. Dette sæt er ret nyt, og det er allerede ved at være for kort i benene. Det er lidt ærgeligt, for det er et af de sæt han er rigtig glad for - måske fordi jeg har sagt, at de små flagermus på det bordeaux stof er Batman logoer - men det er det jo også?


Der er strenge krav til hvilke possiturer han vil indtage, hvis jeg skal have lov at fotografere ham....Og den dag SKULLE øksen og hoppene med på billedet. Tag jer ikke af de manglende paneler - vi er stadig i proces med at få stuen færdiggjort...


Hov, et tørrestativ sneg sig med på billedet - ikke så blog tjekket;-)

søndag den 12. april 2015

Nederdele med linning

Pigetøj er ikke det jeg har syet allermest af. Lidt er det blevet til, men min erfaring med pailletter, fine tynde stoffer og rynketråd er altså begrænset.

Jeg har da syet et par trøjer til en venindes datter - men de er jo i samme mønster som dem jeg syer til Alvin. Et par nederdele er det også blevet til, og synes at de er ret sjove at sy. Men nogle gange bliver de bare så klumpede i livet, når der har været rigtig sving i skørterne. For hvis der skal være rigtig sus i sagerne, så skal der et godt stykke stof til - og dermed bliver linningen også lang.  Og det er ikke altid så tjekket.

Men nu forsøgte jeg mig altså. Jeg brugte denne DIY fra Groovy Baby and Mama. Nem og brugervenlig, og det var faktisk slet ikke så svært:)

 Den "blå" nederdel. 
Vores kamera linse er desværre gået i stykker, så der skal zoomes manuelt for at fokusere - og det er åbenbart nemmere sagt end gjort, for over halvdelen af mine billeder ser sådan ud for tiden :(
 

Sy-bordet en sen aftentime

Er det ikke bare noget ultra fint stof? Det byttede jeg mig engang til, og har ikke rigtig vidst hvad det skulle bruges til.
 Det gjorde sig godt som to små fine nederdele.

Aften-syning er the shit!

Solskins-lørdag og noget om børn der mister...

I dag har været en helt vidunderlig dag! Både fordi der virkelig sker noget på renoveringsfronten (hele forhaven er gravet op, og der gøres klar til at anlægge den nye carport der kommer i næste måned), men også fordi vejret har været helt vidunderligt!

Sol og næsten 18 grader, det er sgu lige til at holde ud!





 Sådan ser der ud i indkørslen lige nu - det skal være skidt før det bliver bedre!

 
Alvin og Frederik fyldte vandballoner - det var sjov underholdning i ti minutter. Så var de jo sprunget....


 Alvin har hjemmesyede bukser på, trøje fra h&m og Adidas sneakers fra loppemarked. 25 kr, joo, det går an. Egentlig er de et nummer for store - str 29 - men han fandt dem i tøj-lager-skuffen, og VILLE have dem på....





Hvis man ser godt efter, kan man se at der ingen ble er under bukserne. Man skulle tro at knægten havde læst det sidste indlæg, for da han vågnede i går, sagde han "Jeg bruger ikke ble mere, moar" og insisterede på at have "Bar numse i underbukserne" som det hedder herhjemme.
Jeg smed tre par bukser og ditto boxershorts i den gule Fjällräv, og informerede Alvins børnehave pædagog om rumpens nylige status som single - og forventede at komme ned til gennemtissede bukser. Men nixen, ikke et eneste uheld havde han. Sådan, min dreng!

Til eftermiddag kørte vi hjem til farmor, som Alvin havde en legeaftale med. Farmor er nemlig Alvins bedste ven, det siger han selv. Og hele tiden. Hold op, hvor han elsker sin farmor <3 (Eller, "elser" som hans spæde barnemund siger). Og sin farfar, som Alvin ikke helt kan finde ud af hvor er henne. Han er død, så langt er han med. Men hvad betyder det? Oppe i himlen (som vi har sagt, ved ikke om det er en god term?), sover, er på hospitalet eller skal vågne op igen - det er de udtryk han selv er kommet med omkring det.

Ét er sikkert uanet hvad; på sådan en dejlig dag skulle farfar have været med....

torsdag den 9. april 2015

Bleer, pottetræning og alternative metoder

Alvin er blebarn endnu. Han blev tre i januar, og jeg har egentlig aldrig været den type mor der var ivrig efter at gøre ham blefri specielt hurtigt. Altså ikke fordi at han ikke måtte smide den - det ville da være skønt!
Det så ud til at gå helt af sig selv i starten af året; han havde kun ble på i vuggestuen/børnehaven og når han sov. Han gik selv ud om morgenen og tog den af, og har helt tjek på hvornår der kommer noget ud af systemerne dérnede.

Så blev han syg, og al den lyst han havde til at have bleen af forsvandt. Nu, et par måneder efter, er han så småt ved at vise tegn på at være klar til at smide bleen igen, og har den ofte af når han er hjemme.

#SåDetErJoGodtNok

I dag faldt jeg så over et opslag i en mødregruppe jeg er medlem af på Facebook. Der er 2122 medlemmer, alle har et barn født i 2012. Der diskuteres heftigt, deles råd om alskens ting og sager, folk tæppebomber hinanden med opslag af spættet barnehud med ønske om folks bud på om det mon er røde hunde, skoldkopper, tusch prikker eller vuggestuevira der er løs i Laksegade #ringDogTilLægen.
Men det er også en hyggelig gruppe med nogle søde piger - og jeg har da brugt et par af trådene til inspiration og eftertænksomhed.

 Billederne har intet med bleer at gøre, og er fra sidste sommer hvor vi havde besøg af vores mødregruppe. Brio togene fik han i julegave af sine to storebrødre da han var knap to år, og er én af de bedste gaver han nogensinde har fået - elsker at de har leget med det inden han fik det.


I dag var der så en mor der havde postet et billede af denne gruppe, som træner deres babyer i at være blefrie.
Dét blev da godt nok kritiseret. Der var mange holdninger til emnet, de fleste af negativ karakter, og som at det er synd for børnene, og at børnene ikke får lov til at være børn ved at blive presset ud i et krampagtigt forsøg på at blive renlige - før tid?

Jeg synes at det er ret interessant. For et års tid siden så jeg en virkelig spændende dokumentar film på DR1 der omhandlede verdens - primært vestens - absurde forbrug af bleer.
Der blev set mod andre kulturer, og hvordan man forholder sig til samt praktiserer børn og deres pottetræning i den anden ende af verden.

Og sikke de kan - både i Asien, Indien og i Kina kan mødrene aflæse deres børns signaler, og hjælper dem derved til at finde en rytme til at "gå på lokum" allerede i en alder af seks måneder.
Man kunne sikkert to, at det er fordi de tramper rundt i støvede hytter med bar rumpe, og at en tissetår fra eller til ikke gør noget sådan et sted - men det var altså også i storbyer, der sikkert er mere moderne end vores. Her havde børnene sådan nogle bukser på med en revne i, både for og bag - og så løb de selv hen og fiksede det de skulle, når trangen meldte sig. Skide (ha ha) smart! Ingen bleskift, ingen pusletasker og vigtigst af alt; ingen engangsbleer der sviner og forurener af helvedes til. Faktisk er engangsbleer verdens tredie største miljø problem?! Det er jo fuldstændig gale-mathias!
Alene af dén årsag burde man i vesten tænke lidt mere over dét der med at skifte bleer nonstop og hele tiden.

Jeg kan sagtens spille hellig, for Alvin er jo forhåbentlig snart færdig med at bruge ble, og vi skal helt sikkert ikke have flere børn. Og det er jo altid nemmere at prædike for andre. Men helt ærligt, det er jo også himmelråbende logik at ble firmaerne er mere end almindeligt interesserede i at få børn til at bruge ble i så lang tid som muligt.

I England er tendensen i dag, at flere og flere børn der starter i skole stadig bruger ble - og selv om de starter tidligere end os, er det vel stadig børn på en fem-seks år. Der bruger ble?! Come on, mates! Det er da en udvikling der går den forkerte vej.

Jeg har jo aldrig som sådan tænkt over, at jo mere tør Alvins ble er, des mindre årsag til at slippe af med den - fra Alvins perspektiv. Derfor er det måske en ulempe, at bleen er så utrolig fleksibel, smidig og absorberende? Selvom det er nogle af de kriterier vi som mødre ser på pakkerne efter med skeptiske øjne. 

Men hvad kan man så gøre for at komme nogle af de problemer til livs? I den omtalte dokumentar film lavede de et forsøg med stofbleer; oprettede en service der hentede, vaskede og returnerede stofbleerne, så man kun skulle have bøvle med at skifte dem (og det skal man jo alligevel, det bliver vel ikke klammere i en stofble?). Men alle de ressourcer de brugte på det, samt vand forbruget, gjorde at den med øko-brillerne på ikke blev mere besparende for miljøet. 

Så nogle svar har jeg ikke, men blot tanker omkring at jeg lige på dette punkt ville ønske at jeg havde eksperimenteret lidt mere. For hvad kan man tabe? 
Jeg tænker at vi i Danmark er lidt forskrækkede på vores børns vegne. De kan mere, tror jeg, end de får lov til. Og vi glemmer lidt at stille krav nok til dem, og drukner i en sødsuppe af hengivenhed og jeg-ser-og-rummer-mit-barns-behov-og-ve-den-der-anfægter-dette. 

#MenDetErMåskeBareMig

 Nu det er for sent for mig at afprøve på eget barn, vil jeg i stedet give inspirationen videre. Måske nogle kan finde modet til at turde at prøve - bare lidt.

NB det skal siges, at jeg ingen ekspert er på området - jeg har blot set en dokumentar og googlet mig til kloge ord.
Og hov, så har jeg brugt min intuition og sunde fornuft;-)

onsdag den 1. april 2015

Farvel klipperier til farfar

Vi har sagt farvel til min mands far, vores elskede farfar, svigerfar og far. Han var en vidunderlig mand, og han fortjener et indlæg for sig selv.

Indtil da vil jeg vise dette frem. Yngste bonus og jeg klippede breve til farfar, som kunne komme med på den sidste rejse.
Farfar var en kunst-elskende mand, og elskede at se og lære om nye teknikker farver og materialer. Derfor måtte vi også give ham lidt med til den sidste tur.


Jeg klippede en fugl i en ramme af blade og stjerner. Glimmer neon og genbrugspapir - i halen står der "en helt"  og dét er præcis hvad han var, Robert. 
I et af bladene står der noget med "En munter vise"og den slags satte han pris på; en vise, godt humør, god rødvin og fest hele aftenen med familien omkring sig. Det vil vi huske ham for; glæde og gode tider. 


Frederik tegner et portræt i fuld figur af farmor og farfar



Vi laminerede dem, og de kom med ud til alle blomsterne på graven. Jeg håber at farfar så dagen og hvor mange der var mødt op til et sidste farvel <3

Hvil i fred, elskede farfar!