onsdag den 18. februar 2015

Når morfar flytter til byen (igen)

Min far har boet i Nordjylland i mange år. For et par måneder siden flyttede han til Sjælland, og har genoptaget sit Købehavner-liv, jubii!

Det er vi så glade for. Både fordi at vi savner ham, men også fordi at det giver noget helt andet at han er en del af vores hverdag. Fx passede han Alvin da han var syg sidst, og dét er jo et andet slags bånd de så kan udvikle, end når de tager i Tivoli sammen. Og en blanding af det hele, det må være det perfekte.

 Alvin er vild med sin morfar (og med Kitty...)

Jeg er lige nu på arbejde, og har talt i tlf med min far. Han ringer tit, og det er så hyggeligt. Så kom, jeg til at sidde og holde lidt pauser/overspringshandlinger på computeren, kender I det? Da disse fine billeder dukkede op. Hvor ser de bare glade og dejlige ud, de to flotte mænd.

 
Velkommen hjem, morfar!

lørdag den 14. februar 2015

Efterfødselsreaktion - hvordan og hvornår?

Jeg har ikke set min mor i 15 år. Det er alligevel længe.

Sidst vi sås var af en uges varighed, og som et forkvaklet forsøg på at rette op på de seks år forinden der var gået, hvor vi ej heller havde set hinanden. Vi skiltes da jeg var 14 år gammel, og hun smed mig ud af hjemmet under indtagelsen af morgenens guldkorn. Det var min lillebror Adams syv års fødselsdag, og vi spiste i den sædvanlige afdæmpede og lidt tunge stemning, der som oftest var i mit barndomshjem.

Jeg var under min graviditet meget nervøs for og fokuseret på, om jeg mon ville udvikle en efterfødselsreaktion, det man i gamle dage kaldte for en fødselsdepression.

Ham af min. Et par uger gammel.

 Alvin er et ønskebarn, og virkelig made with love. Det tog os en halv uge at få ham produceret, og jeg var overbevist om at jeg var gravid allerede efter et par uger. Vi lå i en hotelseng i Prag og holdt i hånd og så hinanden dybt i øjnene, da jeg sagde til Tim, at hans kiddo nummer tre nok var undervejs.

 Alvin i barnevognen omkring to en halv måned gammel. Han nægtede at ligge ned, og blev ret tidligt stablet op med puder.

Og det var han, på vej altså.

Maven voksede og alt gik som planlagt. Min graviditet var ukompliceret, det eneste jeg døjede med var kvalme i en periode og et lidt skørt bækken i slutningen af graviditeten. Men ikke noget der gjorde at jeg var lænket til sengen (eller endnu værre; toilettet!), og jeg var på veninde besøg i Kbh helt op til en uge inden termin.

Jeg smurte og smurte min mave i olie, og fik ikke et eneste lille strækmærke - men det tror jeg i virkeligheden ikke skyldes dét overhovedet. Det handler nok mere om hvorvidt moder natur har besluttet at dele kradsemærker ud på forhånd...
Jeg læste meget, det er nok noget man gør i dag, og forberedte mig på alt det nye. Jeg var spændt, glad og opslugt af alt det nye; det magiske lille menneske der skulle komme.

Men omme i baghovedet havde jeg nogle lidt tungere tanker - de handlede om min egen mor. Eller i hvert fald hende der har født mig, for mor har hun aldrig rigtig været.
Hun svigtede mig, forsømte mig og har endda aktivt gjort sit for at gøre mit liv miserabelt. Og hvad gør det mon ved mine evner som mor? Kan jeg elske et barn ubetinget? Vil jeg videreføre de samme destruktive mønstre til mit eget lille uskyldige barn? Og hvad gør jeg, hvis svarene på ovenstående spørgsmål er JA? Det tænkte jeg meget over. Rigtig meget.

Jeg kender til de faglige termer omkring en efterfødselsreaktion - kender flere der har gennemgået en sådan, og har også mødt det i mit faglige liv som pædagog. Men jeg ved jo også, at følelser og traumer kan have deres egen magt, og ikke altid være til at styre og forudse.

Første sne! I baghaven til huset som vi var flyttet ind i et par måneder forinden.

Derfor var jeg spændt på en anden måde end blot den lyksalige rus, som man luller sig selv ind i under en graviditet.

Da han kom ud, og vi startede vores liv sammen som en familie gik der ikke længe inden alle de tanker jeg havde bokset med forsvandt. Det hele faldt ligeså fint i hak af sig selv, og det blev lysende klart for mig at min mors fejl og mangler handler om noget andet end mig - det har jeg egentlig altid vidst, men at stå med et spædbarn i armene der er fuldstændig afhængig af mig (og sin far), sætter bare tingene i relief.

Alvin havde kolik, og græd hele tiden de første tre måneder. Eller, dvs at han primært græd om aftenen fra kl 17-00, og så gerne i middagsstunden også. Han sov desuden rigtig rigtig dårligt, og var ekstremt vanskelig at få til at falde i søvn. Jeg ville have slået ihjel for at have et barn som de andre i min mødregruppe, der lagde deres vågne børn (WTF?!) ned i liften, imens jeg stod i februar sludvejret og ruskede barnevognen op og ned, så Alvin nærmest dansede jiddabug i den.

Jeg nåede at føle nogen følelser som skræmte mig; når han havde grædt længe nok, måske to timer, og stadig var utrøstelig - så havde jeg faktisk lyst til at ruske ham. Sådan helt nede fra maven. For hvorfor stoppede han ikke med at græde? Hvorfor kunne Tim og jeg ikke trøste ham, og hvor længe skulle dette helvede af babygråd fortsætte?
I korte øjeblikke så jeg, hvordan det sker at forældre rusker deres grædende babyer...forældre der ikke har ressourcer nok, og som mangler den rette empati og kontrol til at varetage et spædbarn - især et spædbarn der er udfordret på søvnen, og som græder mange timer om dagen.

Og dér, lige dér, blev det klart for mig at vi var de rette forældre for Alvin. For vi ville ikke svigte ham, ruske ham eller lukke døren bag os og efterlade ham i sin egen altopædende ulykkelighed. Vi er nemlig anderledes end min mor; vi sætter vores barn og hans behov før vores egne.


Det var dog ikke kun Alvin der græd. Han startede, så græd jeg, da jeg holdt inde startede Tim og sådan gik det lidt i ring i starten. Det var jo virkelig en bobbel af tung frustration de første måneder. Det var selvfølgelig også så meget andet, men det ved I jo - det behøver jeg ikke at understrege, vel? Det er i hvert fald ikke dér fokus ligger i dette indlæg.

Man kan sige, at Alvins evindelige gråd var med til at slutte cirklen helt for mig; han viste mig i dén grad hvad ubetinget kærlighed er, og hvordan man for sit barn, om det græder eller ej, vil gå igennem ild og vand og alle de sværeste tider, om og om igen.

Og da fik jeg helt fred med historien omkring min mor og jeg; for kan man svigte sit eget barn, så er man jo ikke sund og rask - og dermed er det hende der bærer det altafgørende ansvar.

Det har jeg altid vidst, men Alvin slog det helt fast.
Og tak for det, min dreng.


Jeg fik altså ingen efterfødselsreaktion, ikke det der ligner, og alle mine bekymrede tanker havde været spildt. Men helt spildt er noget jo aldrig, og så kliché fyldt som sådan noget nu engang er, så gjorde Alvin mig til et helt menneske.  


Min øjesten, du er en dejlig én!

fredag den 13. februar 2015

Gymsa hopsasa i nye gule (brandmand Sam) bukser!

Alvin har fået nye bukser. Han havde et par næsten mage til, blot uden lommer og strygemærke. Det blev på et øjeblik hans favorit bukser, og jeg forstod ikke helt hvorfor, var bare vældig tilfreds med at drengen er så begejstret for mors hjemmesyede..!

 De nye gule bukser

Årsagen til begejstringen har jeg i mellemtiden fundet ud af skyldes en helt banal ting, og ikke kun mine uanede sy-skills, nemlig at selveste Brandmand Sam, den hippeste brandmand af dem alle, hvis du spørger Alvin, går i gule bukser.
Jeg er ikke sikker på at Brandmand Sam har hængerøv i sin model, men se nu bare bort fra det...

Tim er vild med Alvins springe-leg...eller ikke....

De tidligere højtelskede gule bukser var blevet for små, men også en anelse klamme stive i det. De var faktisk elt klar til at blive smidt ud. Alligevel røg de i en pose med tøj til lille Valdemar som vi kender, han går i Alvins vuggestue - eller, Alvin er jo lige startet i børnehave, but you get the picture... Han er nemlig også blevet smittet med Brandmand Sam epidemien. Det er måske en lokal ting?! 


Modellen er fra Ottobre, jeg blev aldrig rigtig gode venner med Stof2000s Chris mønster, synes at det har en mærkelig pasform. Disse er meget bedre!
Så har jeg presset lommerne, noget jeg ellers aldrig gør mig i, da jeg nok er typen der springer over hvor gærdet er lavest. Men nu hvor jeg alligevel havde strygejernet fremme for at stryge robotten på, så kunne jeg ligeså godt give dem et lille pres - og hvilken forskel! De er bevet meget meget pænere af det!

Bukserne skulle på straks de havde forladt symaskinen, og er nu blevet sneget i vaskemaskinen efter tre dages brug. Han spørger allerede efter dem.



Bukserne er godkendt!

torsdag den 5. februar 2015

Hurra for mig!

Jeg har lige haft fødselsdag, 35 flotte halv-runde år fyldte jeg! Hip hip g så det lange....!

Jeg har ikke holdt fødselsdag siden...Alvin blev født. Der er mange ting der er blevet sat på stand by siden Alvin kom til verden; små fine hverdags ting, så som at holde fødselsdag, gå i bad hver dag, nyde en times uafbrudt ligegyldigt TV (har lige set "Adam og Eva", WTF, hvad er det nu for noget crap...og! har kun set det fordi klokken i skrivende stund er 00:02, og vandalen sover sødt.

Min veninde, Karina, fortalte mig om den nye tidsregning; BC - Before Child. Oh yes, det er også dén tidsalder vi lever i!

Nå, men det er jo ikke så slemt længere, for i lørdags havde jeg inviteret alle mine damer til sushi og drinks - mums.

Det så sådan her ud....

Det ser da meget lækkert ud, ikke? Hvad man ikke kan se, er at den selvsamme sushi (eller i hvert fald halvdelen af den) lå i bunden af min bil en time tidligere...ja, det der ikke måtte ske skete. Da den flotte runde bakke med sushi var velplaceretpå bagsædet af den lille fine Fiat, tog jeg et (åbenbart) skarpt sving, og vupti, så lå sushien på bunden af bilen. Shit. Pis. Lort. 

Lyset i bilen var slet ikke nok, så min veninde Farida måtte oplyse så godt hun kunne med mobilen, og vi fik sorteret i to bunker; den der havde rørt bunden af bilen, og den der ikke havde....og så måtte justering forekomme på matriklen.

Det hele løste sig heldigvis, og det var en skide hyggelig aften! Der røg ikke så mange drinks ned, men den dér asti med hindbær, uhm, den var god!


 Heidi er glad for at komme ud...!


 Tak fordi du læste med!

onsdag den 4. februar 2015

Pynt på væggen

Det er efterhånden noget tid siden, at vores stue fik en - virkelig tiltrængt - makeover. De skrækkelige træ paneler der sad i loftet er væk, pladelofterne er revet ned og erstattet ed gips og vigtigst af alt; savsmulden er væk. Nøøøøøj hvor har jeg forbandet det savssmuldstapet mange gange, hundrede gange, ja tusinder af gange!! Jeg H A D E R savssmuldstapet.
Det kom faktisk som et lettere chok, da jeg opdagede at man stadig kan købe det i butikker?! Altså, der er rent faktisk nogen der køber det rædderlige tapet?

Nå, men det betyder jo at vi er begyndt at hænge ting op på væggene. når jeg skriver "Vi" mener jeg selvfølgelig "jeg". Tim synes at vi har alt for meget crap hængende. Her er noget af det. Homemade. Of course.

Over vores spisebord hænger dette, et maleri jeg har lavet, et papirklip og en ugle. Det fine trådhus er fra Tiger. 

Dette billede er lavet af en masse små vimpler jeg har klippet ud af neon farvet karton fra Søstrene Grene, derefter limet tilfældigt på og tilsidst sat i ramme - min inspiration er absolut hentet hos Louise

Uglen lavede jeg på Rie Elise Larsens juleklip-kursus, den er tiltænkt som julepynt, men får altså lov at hænge noget længere!

Maleriet er kommet op at hænge, men det er ikke færdigt - hvad der mere skal på, ved jeg ikke, men færdigt er det i hvert fald ikke!

Tak fordi du læste med!

onsdag den 28. januar 2015

Alvins bedste køb fra Tyrkiet

Jeg elsker at shoppe, også når vi rejser!

Jeg elsker især hvis det er små butikker, med alverdens ting og (u)mulige sager fra gulv til loft - sådanne ting og butikker er der riiigeligt af i Tyrkiet.

Vi fandt denne på vores sommerferie, og Alvin ELSKER den. Senere på ugen fandt jeg en bil, som jeg også købte. Kæmpe hit.

De er ganske vist ikke spor tyrkiske, har fx også set dem på Karlsbroen i Prag. Men det bliver de ikke mindre cool af;)




tirsdag den 27. januar 2015

Den fineste Olaf kjole fra e-bay

Min venindes datter, Naya, er ligesom alle andre piger på tre år bidt af en gal snemand.

Den dér Frost film har da virkelig gjort indtryk på især pigerne...

Derfor måtte jeg på jagt efter en fin kjole til hende. Og jeg fandt denne skønne Olaf kjole med strut, tyl og sødt ansigt broderet på til 48 kr på e-bay! Sikke et scoop!








Kjolen var fremme i løbet af en uges tid, og levede fuldt op til billederne. Den er fin!

Jeg købte også en skøn og blød Olaf bamse til hende, den kostede den nette sum af 60 kr, og er 48 cm høj - så man får ret meget mere for pengene på e-bay :)

 Frozen Olaf Plush

Link til kjole finder du lige her og link til den søde bamse finder du her - NB, jeg kan se at de har sat priserne på begge varer lidt op siden jul, men de holder sig begge stadig under grænsen for hvad man kan købe told og skattefrit fra udlandet udenfor eu.

God shopping!